Det søde pendlerliv

2 x 80 minutter. Det er hvad jeg tilbringer i hovedstadens trafiksystem om dagen. På en uge ca. 13,5 time, på et år ca. 600 timer. En gang boede jeg i Odense og pendlede dagligt til Hørsholm. Lidt mere end 2 timer hver vej. Hvor meget det egentligt var om året, tør jeg slet ikke begynde at regne på. Livet i bevægelse på skinnerne fylder meget og det at være pendler, er vel blevet en del af min identitet. Betragter mig endda som tilhørende en særlig kategori af ’super-pendlere’, dvs. en hard-core gruppe, bestående af mennesker der af en eller anden grund har valgt at bosætte sig forbandet langt væk fra deres arbejdsplads. Men det herlige er, at selvom jeg bruger mere end et halvt døgn om ugen på at fragte mig til og fra arbejde, så klager jeg faktisk ikke. Tværtimod. Hvis rammerne for os pendlere er i orden, så kan man sagtens få det til at give mening, ja, tiden på skinnerne kan faktisk være guld værd.

Men hvad er afgørende for at leve det ’søde super-pendlerliv’?

Først og fremmest skal det kollektive transportsystem selvfølgelig fungere. Pålidelige og hyppige afgange. Hvis man ikke kan komme ca. ligeså hurtigt til og fra arbejde som med bil, så er det en vigtig downside. Forbindelserne skal passe sammen – super-pendlerens værste fjende er ventetid. Information om forsinkelser er alfa og omega. Der skal være plads i togene/busserne og gode sæder, gerne høj ryg. Helst ikke for mange rystelser når man kører - noget som IC3-togene desværre gør og som nogle busmodeller gør – f.eks. harmonikabusserne der kører på line 150S mellem Nørreport og Hørsholm. Indeklimaet skal være godt - tænk: det er kun få år siden at der var rygekupeer! Selvfølgelig stilleafdelinger, noget som blev indført i S-togene for nylig. Heldigvis respekterer man hinanden rigtigt fint. Og netop det med respekten og almindelig god opførsel, er selvfølgelig også helt afgørende. Det er ikke kun ’infrastrukturen’ der skal være i top, selvfølgelig også vores adfærd, men som jeg ser det, så er der en klar sammenhæng mellem de to ting: Er man glad og tilfreds med det basale, hjælper det selvfølgelig også på humør og adfærd – og vice versa.

Endelig, så blev der for nylig indført det helt geniale, der virkelig gør pendlerlivet til en fornøjelse: gratis internet i togene. Indtil videre er det kun gratis i S-togene og i Øresundstoget. Jo jo, af og til ryger forbindelsen, men nogenlunde stabilt er det da. Tjekker nyheder om morgenen, og fortsætter med arbejdsopgaver online på vejen hjem. Det har man selvfølgelig kunne gøre i nogle år med mobilt bredbånd, men nu er det gratis at gå online og gjort til en selvfølgelig del af togrejsen. En arbejdsgiver med forståelse for de nye muligheder, skal der selvfølgelig også være, men efterhånden er det vel kun de færreste, der ikke er det. Gratis medbringelse af cykler i S-toget, som blev indført i januar i år, er endnu et tiltag, der gør livet i den kollektive transport mere attraktivt.

Det er dét spor, man skal ud ad.