Sundhed i den bæredygtige by
Det er ikke en banebrydende nyhed, at der er en sammenhæng mellem bevægelse ved egen kraft og sundhed. Det lader dog til, at planlægning af byer og infrastruktur ikke sker ud fra denne viden. Et presserende samfundsproblem i dag er manglen på fysisk aktivitet samt stigende fedme. Den øgede transport i bil forbedrer ikke situationen.
Ny forskning lavet på San Diego State University's nationale program ’Active Living Research’ viser, at uanset hvilket land man undersøger, har byboere dobbelt så stor sandsynlighed for at være fysisk aktive i forhold til folk, der bor i forstaden.
Ifølge undersøgelsen er den største enkelte faktor, som påvirker fysisk aktivitet adgangen til fortove. Forskere har set på data fra 11.541 personer i 11 lande, heriblandt USA, Litauen, Brasilien, Sverige og Japan. Resultaterne viser, at personer, der bor i bykvarterer med let adgang til fortove har 15-50 procent større sandsynlighed for moderat til kraftig fysisk aktivitet mindst fem dage om ugen i mindst 30 minutter hver dag.
SDSU professor og forsker på projektet, Jim Sallis, udtaler at dette sandsynligvis skyldes, at fortove kan bruges til rekreative formål såsom jogging og in-line skating samt til menneskedreven transport. "Planlægning af bykvarterer, som understøtter rekreativ og transportmæssig fysisk aktivitet, bør være en global prioritet i forhold til offentlig sundhed," siger han.
Sallis og hans forskerkolleger har ligeledes gennemført en langsigtet undersøgelse med fokus på lokalsamfund i USA. Her konkluderes det, at folk der bor steder, hvor fodgængere er højt prioriteret får betydeligt mere motion og er mindre tilbøjelige til at være overvægtige end folk, der lever i områder, som ikke er indrettet til fodgængere.
I Danmark er stigende overvægt og manglende fysisk bevægelse også et påtrængende problem. Dette skyldes ikke mindst den stigende transport i bil både i forhold til fritid og arbejde. Så det virker som en win-win situation at skabe sunde veldesignede byer med bæredygtige transportformer og dermed igen erfare glæden og friheden af bevægelse ved egen kraft.


Comments
Kære Malene Freudendal.
Jeg har med interesse læst dit indlæg: FORTOVER ER VEJEN TIL SUNDHED i Dansk Byplanlaboratoriums tidskrift : BYPLAN NYT 4. Jeg formoder, at du fremlagde det på byplanmødet i oktober, og vil gerne høre om du mener det vandt interesse blandt de tilstedeværende politikere og byplanlæggere.
Jeg er byplanlægger, (pensioneret) og har livet langt afbejdet for at fremme fodgængertrafik, bl.a. i forbindelse med planlægning af byerne langs Køge Bugt og senere som ansat arkitekt i daværende Søllerød Kommune (nu: Rudersdals Kommune).
Det vil jeg gerne fortsætte lidt med dette, nu som interesseret borger i min bostadskommune: Hørsholm.
Om du har nogle links evt. af egne artikler eller fra SDSU vil jeg være glad.
Venlig Hilsen
Gunnar Wallevik
Post new comment