Songdo, Sydkorea: Smart City med ambitiøse mål

Songdo blev, på opfordring fra Den Internationale Valutafond, udpeget til at være en økonomisk ”frizone” og skal i fremtiden fungere som finansielt knudepunkt mellem Japan, Kina og Sydkorea. Projektet er lavet i et samarbejde mellem den sydkoreanske ingeniør firmaet POSCO E & C og det amerikanske entreprenør firma Gale International med den amerikanske Kohn Pedersen Fox (KPF) som hoveddesigner. Stik mod normen har den syd koreanske regering valgt at sælge jord til private og internationale firmaer for at kickstarte internationale investeringer i området.

Songdo forventes at blive en aerotropol: Med sin geografiske placering og sin økonomiske status som ”frizone” forsøget byen at frilægge sig nationen og i stedet kæmpe for sin plads på det globale marked. De nye aerotropoler ses ofte som byer der er formstøbt til den globale verden bygget med de nyeste metoder for at vinde den stigende konkurrence på det globale marked om magt og penge, og som eksempler på en ny model for urbanisme. I lande som Kina, Indien og i de arabiske emirater anvendes den aerotropolske strategi i et forsøg på at udfordre de eksisterende økonomiske ordner. Disse byer er konkurrencedygtige urbane maskiner, designet til at tiltrække internationale investorer, samt løse det stigende problem med overbefolkning i verdens storbyer. At Syd Korea også ønsker at fokusere på byer i fremtiden fremgår tydeligt af den sydkoreanske præsident Lee Myung-baki’s udtalelse fra 2009.

“If the 20th century was the era of nations, the 21st century is the era of cities.”
sydkoreanske præsident Lee Myung-baki

Mange af de nuværende asiatiske storbyer lider under problemer med luft forurening, mangel på plads og rent vand. I et forsøg på at forbedre dette i det nye byområde skal 40 % af Songdos offentlige områder være grønt, hvilket inkluderer en stor rekreativ central park i midtbyen på omkring 0,5 km2 med havkanaler. Songdo prioriterer i sin byplanlægning alternative transportformer som offentlig transport og cykling via et 25 km netværk af cykelstier frem for biltrafik. Byen udformet på en sådan måde, at byboerne ikke skal gå mere end 12,5 minutter for at nå frem til butikker, parker, eller offentlig transport. Desuden er 5% af parkeringspladser reserveret til miljøvenlige køretøjer og der vil komme elektriske vand-taxaer i kanalerne som altenativ mulighed til biltrafikken.

For at spare på energien forventes 80 % af bygningerne at blive LEED-certificeret. Songdo bliver dermed det største private LEED udviklingsområde i verden. Områdets bygninger kommer til at bruge 20 % mindre vand og 14 % mindre elektricitet end en typisk by af samme størrelse. Indbyggede computere i boligerne og på kontorer skal desuden gøre det muligt for brugerne at måle deres energiforbrug, mens digitale computere i gaderne skal kombinere data og angive den smarteste mulige udnyttelse af ressourcer i det offentlige rum. Songdo skal ikke alene være energieffektiv når den er færdigbygget. Målet er også at genbruge 75 % af de tilovers blivende materialer fra langlægningen af øen i den videre byggeproces.

Spørgsmålet er om denne kæmpe satsning ikke er en for stor investering i en presset asiatisk økonomi? Borgmester Ahn Sang-soo udtalte i sommeren 2009 at den globale finanskrise ikke vil afholde dem fra at fortsætte byggeriet. Men i dag går byggeriet i Songdo kun langsomt fremad. Med en planlagt gennemsnitlig lejlighedspris på omkring 500.000 dollars og med indkøbsmuligheder, der økonomisk ligger langt over det gennemsnitlige koreanske indkomstniveau kan det svært at svare på hvor meget der vil være solgt når Songdo endelig står færdig. Bliver boligerne og kontorlokalerne solgt til den anslåede pris risikerer byen så at blive en steril bypark for rige. Er hightechløsninger nok til at forme en by og gøre den levedygtig? Er Songdo en forgangsmodel for en bæredygtig by eller er den måske nærmere det modsatte?