Paimio: Helende arkitektur for krop og sjæl

Da Alvar Aalto designede sanatoriet i 1929, kendte han ikke til CO2-udledning, global opvarmning eller videnskabelige beviser for de sundhedsmæssige fordele ved bæredygtigt byggeri. Han havde kun kendskab til, hvad der var økonomisk logisk i industrisamfundet, de få fakta lægevidenskaben havde afdækket på det tidspunkt og ikke mindst sin intuition. Alligevel gjorde disse faktorer det muligt for Aalto at producere en bygning, der efter vor tids standarder kan anses for bæredygtig.

Aalto tegnede hospitalet i en forgrenet plan med to patientfløje, der rækker ud langs en nord-syd-akse. Han anvendte en ramme af jern for at fløjene kunne blive høje og slanke med store vinduer langs siderne. På den måde får bygningen det maksimale antal solskinstimer, både formiddag og eftermiddag. De mange solrige altaner vender ud mod de finske skove, selv om Aalto ikke kendte til de videnskabelige beviser, der i dag viser, at sollys og udsigt kan forbedre helbredelsesperioden drastisk. For eksempel vidste han ikke, at lyseksponering har vist sig at nedsætte et gennemsnitligt ophold på en psykiatrisk afdeling fra 13 til 4 dage. Han vidste heller ikke, at bygningens store eksponering for solen er med til at reducere CO2-udledningen, fordi behovet for kunstig belysning og opvarmning derved minimeres. 

De mange egenskaber ved Aaltos hospital, der i dag betragtes som bæredygtigt og i tråd med nutidens sundhedsanbefalinger, kan tilskrives tidligere tiders almindelige intuitive diagnose. Ofte anbefalede disse diagnoser hvile med lejlighedsvis motion i ren luft og solskin og var mere baseret på intuition end på hårde videnskabelige data. Også Aalto indrømmede, at han byggede på intuition, når han hævdede at hospitalet var et ’medicinsk instrument’, der ville gøre patienterne raske gennem kontakt med naturen. Med disse ideer afslørede Aalto et vigtigt kendetegn ved bæredygtige bygninger: at bæredygtig arkitektur, udover at anvende videnskabelige miljørigtige løsninger, ofte følger en intuitiv logik om, hvad der gør bygningens brugere sunde og glade.  

At tænke bæredygtigt i skabelsen af arkitektur er ikke nyt

Aaltos sanatorium, der blev bygget i den modernistiske æra begyndelsen af det 20. århundrede, er et bevis på de paralleller, der er mellem bygningerne i denne tidligere periode og nutidens bæredygtige arkitektur. Det illustrerer, at den nye arkitektur har bevaret mange af de ideer, som den modernistiske periode værdsatte: funktionalitet, effektivitet samt fascination af industrien og de teknologibaserede økonomier. Det kalder på spørgsmålet om, hvorvidt vores nuværende bevægelse blot er modernisme med større hensyntagen til miljøet?

Bæredygtig arkitektur er således ikke noget nyt. Menneskeheden har bygget bæredygtigt i næsten 8000 år, og der er mindst lige så meget at lære af tidligere strategier som i nyudviklede teknologier.