New York City: Vandbesparelser med offentlige tilskud

I 1985 startede New York’s bystyre et ambitiøst arbejde med at få installeret vandmålere i alle beboelsesejendomme. Håbet var at man ved at afkræve betaling for vandforbruget i de enkelte ejendomme, ville tilskynde ejerne af bygningerne til vandbesparende initiativer og at NYC herved kunne forberede sig på den næste uundgåelige tørkeperiode. I slutningen af september 2000 var der installeret mere end en halv million vandmålere i byens beboelsesejendomme. Bystyret har betalt en stor del af udgifterne til installeringen af vandmålere, der har kostet fra 400 USD til mere end 40.000 USD per bygning alt afhængig af dens størrelse.

“Den store fordel ved måleraflæsning er at du skaber en forbindelse imellem regningen og vandforbruget”, Paul J. Elston, co-founder of New York League of Conservation Voters

Bystyret begyndte også at tilbyde ejere af beboelsesejendomme gratis husinspektioner, der inkluderede eftersyn af rør og utætheder samt uddybende information om vandbesparelser. Mere end 200.000 hjemmebesøg har resulteret i vandbesparelser på mere end 15 millioner liter pr. dag alene i kraft af reparation af lækager og utætheder. I 1996 førte udbedring af utætheder i byens vandforsyningsrør og beboelsesejendomme til besparelser på mere end 40 mio. liter vand pr. dag.

Det mest effektive vandbesparelsesprogram har været udskiftningen af vandslugende toiletter (forbrug på op til 19 liter pr. skyl) med vandbesparende toiletter (6 liter pr. skyl.) I 1994 lancerede bystyret en pulje på 290 mio. USD, som ejere af hele beboelsesejendomme kunne søge til at betale for udskiftningen til lavskylstoiletter, vandbesparende brusehoveder og vandhaner. I perioden 1994 til 1997 blev 1.3 mio. ineffektive toiletter udskiftet i NYC, hvilket resulterede i estimerede vandbesparelser på 265 til 303 mio. liter vand pr. dag. I nogle af de medvirkende bygninger faldt vandforbruget med op til 37%!

I 2000 tilbød NYC’s bystyre ejere af mere end 72.000 ejendomme med seks eller flere lejligheder muligheden for at få en vandregning på et fast beløb (flat rate) i stedet for at betale efter det målte vandbrug i ejendommen. For at kvalificere sig til den mulighed, skulle ejendommen installere vandmålere og ejerne af bygningerne skulle kunne bevise, at deres bygninger var ”vandeffektive”, dvs. at minimum 60 % af toiletterne, brusehovederne og vandhanerne i bygningen var vandbesparende. Den faste udgift justeres hvert år i henhold til ændringer i det målte vandforbrug.

Idéen bag programmet med den faste vandafgift pr. bygning var at mindske det økonomiske pres på ejere af beboelsesejendomme, hvis lejligheder er udlejet til lavindkomstgrupper. Ofte har sådanne lejere et stort vandforbrug på grund af, at der er mange personer i husstanden. Da vandmålere registrerer vandforbrug pr. bygning og ikke pr. lejlighed, har ejere af ejendomme, hvis lejligheder er udlejet til familier med en lav indtægt, været ekstra hårdt ramt. De har ikke været i stand til at sende regningen for de øgede vandpriser videre til beboerne, og har selv måttet betale den forhøjede vandregning. Sat på spidsen ville det have været billigere for dem at opgradere lejlighederne og leje ud til veltjenende singles med et lavere vandforbrug!

På trods af ovennævnte forsøg på at fastholde boliger til lavindkomstgrupper i NYC, blev kursændringen mødt med frustration af miljøforkæmpere, der følte at introduktionen af en fast vandafgift pr. bygning frem for en betaling for det reelle vandforbrug var et skridt i den forkerte retning. Medlemmer af NYC’s vandbestyrelse mener dog, at programmet med den faste vandafgift vil opmuntre ejere af tætbefolkede beboelsesejendomme til at investere i vandbesparende toiletter og brusefaciliteter, så de kan ansøge om den faste – og billigere - vandregning.