Green Lighthouse. Billede: Christensen & Co. Architects.
Case

København: Et fyrtårn for lavenergibyggeri

Københavns Universitet opfører i 2009 sin første miljøvenlige bygning, Green Lighthouse. Bygningen er udviklet i et offentligt-privat samarbejde og viser at energieffektivt byggeri ikke er en fjern fremtidsvision. Med alt fra simple skodder til avanceret teknologisk varmeregulering skulle bygningens samlede energiforbrug blive lavere end lovgivningen af 2020 forventes at kræve.


Green Lighthouse tager sit navn fra den bagvedliggende ambition: At være et fyrtårn inden for grønt byggeri. Et mål, der er balanceret med behovet for arkitektonisk kvalitet og et sundt indeklima. Bygningen bliver midtpunkt for livet på Nørre Campus, der er en del af Universitetsparken på Nørrebro i København. Her er Naturvidenskab, Sundhedsvidenskab og Farmaceutisk fakultet samlet. Bygningen rummer mødefaciliteter, studenterservice og en klub for Det Naturvidenskabelige Fakultet. .

En kombination af flere forskellige løsninger sikrer husets energibesparelser. Bygningens konstruktion er inspireret af soluret. Vinduesarealerne er udformet efter solens bane. Høje vinduer i facaden og ovenlys giver den bedst mulige udnyttelse af dagslyset, så de studerende og ansatte kan spare på det elektriske lys. Motorstyrede vinduer trækker frisk luft ind, som ventileres gennem tagvinduerne, mens mobile lameller i vinduespartierne åbner og lukker, som solen bevæger sig rundt om facaden.

Model af Green Lighthouse, foto af Christensen & Co Arkitekter

Det har været vigtigt at sørge for at energibesparelserne ikke sker på bekostning af indeklimaet. Tværtimod har man arbejdet målrettet på at skabe de bedste vilkår for naturligt lys, frisk luft og behagelige temperaturer - alt sammen på en yderst energieffektiv facon. Bygningens cirkelkonstruktion giver et lille facadeareal og dermed et lavere energiforbrug. Lavenergivinduer og en 400 mm tyk isolering (en fordobling af standardstørrelsen) sikrer at mindre varme siver ud af bygningen. Solceller og solfangere på bygningens tag supplerer det lave energiforbrug med egen energiproduktion til strøm, belysning, ventilation, varme m.v. For at sikre at ingen energi går til spilde, ledes den overskydende solenergi ned i et lager under huset, hvilket sikrer ekstra varmereserver til vintermånederne.

Energiforbruget i Green Lighthouse er ikke bare lavere end bygningsreglementets klasse 1 i dag, men ligger også under det forventede lovkrav i 2020. Til den tid må energiforbruget ikke overstige 30,7 KWh per m2 per år. Green Lighthouse skal allerede fra starten klare sig for 22 Kwh/m2/år. Det er meningen, at bygningen skal stå klar til brug ved semesterstart i september 2009, og bruges som et godt eksempel på lavenergibyggeri ved COP15 i december 2009.

PCM (Phase Change Material)

PCM-plader er temperaturstabiliserende og anvendes indendørs i tørre rum til vægge, gulve og lofter. PCM-pladen håndteres som en almindelig gipsplade og monteres som det yderste lag. Ifølge producenten skal man bruge 1 kvadratmeter PCM-plade per kvadratmeter brugsareal. Gør man det, vil man på en tagetage få 350 flere timer med godt indeklima over sommeren end i en tagetage uden PCM. En PCM-plade på 10 kvadratmeter kan optage samme energimængde som en almindelig 1000 Watt hårtørrer afgiver på en time. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut kan anvendelsen af PCM skære 10-15 procent af nutidige bygningers energiforbrug til opvarmning og afkøling.

I Green Lighthouse installeres gipsplader med mikroskopiske PCM-kapsler, som absorberer varmen om dagen og frigiver den om natten. PCM-kapslerne har en kerne af paraffinvoks, der er et faseskiftende materiale, som findes i både flydende og fast form (som is/vand). Formålet med at anvende PCM er bl.a. at reducere energiforbruget fra de køleanlæg, som mange bygninger er udstyret med. Ved den rette dimensionering kan man skabe effekter, der enten kraftigt reducerer eller helt overflødiggør behovet for køleanlæg.

PCM er en substans, der kan lagre og frigive store mængder af energi. Varme absorberes, når materialet skifter fra fast til flydende form og frigives, når processen er omvendt. Når rumtemperaturen er høj, optages varmen. Når temperaturen falder, frigøres den igen. Da det sker af sig selv, kan energiforbruget til opvarmning og køling reduceres markant. PCM’er er effektive varmebeholdere, da de kan opbevare 5-14 gange mere varme end traditionelle materialer som vand, sten og murværk. Det giver en vis arkitektonisk frihed og fleksibilitet, når tunge bygningsdele som massivt murværk eller armeret beton kan erstattes af lette plader uden at miste varmekapacitet.

MODELHOME 2020

Green Lighthouse er et ud af seks bæredygtige byggerier, som VELUX (og i to af tilfældene VELFAC) er med til at opføre i 2009 og 2010. De seks bygninger skal afspejle klimatiske, kulturelle og arkitektoniske forhold i de i alt fem lande, de opføres i. Udgangspunktet for VELUX er, at 90 procent af vores tid bruges indendørs, at bygninger står for 40 procent af det samlede CO2-udslip og at 70 procent af bygningsmassen har et dårligt indeklima uden frisk luft og naturligt lys. Målet er at begrænse energiforbruget ved både konstruktion og brug af fremtidigt byggeri, at begrænse klimavirkningerne ved at bruge genanvendelige energikilder og skabe et indeklima af høj standard.

Bolig for livet
VELUX og VELFAC deler visionen om at bringe lys, luft og liv til mennesker på en energieffektiv måde og forener kræfterne i eksempelbyggeriet Bolig for livet, der opføres i Lystrup nord for Århus som led i Modelhome 2020. Bolig for livet er et enfamiliehus, der forener æstetik, komfort og energiproduktion. Som i Green Lighthouse er vinduesarealet placeret i forhold til solens bane og har et samlet areal, der svarer til 40 procent af gulvarealet – normalt ligger dette tal på 20-25 procent. Med vinduer i alle fire facader og i taget får man den bedst mulige udnyttelse af dagslyset, der distribueres dybt ind i alle rum, så man kan spare på elektrisk lys. I alle rum er der vinduer, som dækker minimum to verdenshjørner, så man får det maksimale lysindfald hele dagen. De store glasflader har skodder, som i vinterhalvåret kan mindske varmetabet fra vinduerne om natten. Huset er desuden indrettet med både mekanisk og naturlig ventilation samt solceller til elproduktion. Herudover er der solfangere til vandopvarmning, så der endda er tale om et plus-energihus. Bolig for livet er åbent for besøgende frem til 28. juni 2009 og testes af en familie, der flytter ind og bor i huset et år fra 1. juli 2009.

Javascript is required to view this map.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <ul> <ol> <li> <h3> <h4> <hr> <hr/> <p> <img> <br> <br/> <br /> <table> <tbody> <tr> <td> <sub> <sup>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Yderligere information om inddataformater

Sortering

Sortering

På rette vej

Vigtig læring

Green Lighthouse er resultatet af en totalenterprisekonkurrence, der havde strenge krav angående energirigtige løsninger.

Ved at indrette vinduesarealer efter solens bane, kan bygninger få en optimal udnyttelse af naturligt lys og dermed spare på elektrisk lys.

En kombination af naturlig ventilation, solafskærmning og varmeabsorberende materiale sænker behovet for afkøling.

Proces

Green Lighthouse er udviklet som et samarbejde mellem Christensen & Co. Arkitekter A/S, COWI og Hellerup Byg, der står for henholdsvis arkitektur, energikoncept og opførelse.

Gruppen vandt i juli 2008 en arkitektkonkurrence, som Københavns Universitet, Københavns kommune, Videnskabsministeriets Universitets- og Bygningstyrelse samt virksomheder VELUX og VELFAC stod bag. Formålet var at bygge et bæredygtigt hus, der både kunne afspejle parternes bæredygtige ambitioner og vise, at en koordineret indsats allerede i dag kan skabe markante energibesparelser i byggeriet.

De energimæssige aspekter var vægtet med 30 % i konkurrenceoplægget, hvilket stillede visse krav til samarbejdet mellem arkitekter, ingeniører og entreprenører

Fakta

Fakta om byen

Land: Danmark
By: København
Areal: 88,25 km2 (København by)
Befolkningstal: 595.933 (København by, 2010)
Befolkningstæthed: 6.015,9/ km²
BNP per capita (land): USD 36.000 (2009 est.)

Kilde: WikipediaCIA World Factbook

Fakta om projektet

Med et energiforbrug på 22 Kwh/m2/år ligger Green Lighthouse allerede ved åbningen i sommeren 2009 langt under det forventede lovkrav for 2020 på 30.7 Kwh/m2/år.

35 % af varmeforsyningen dækkes af solenergi fra solpaneler bygningens tag. 65 % er miljøvenlig fjernvarme.

Størstedelen af elektriciteten til ventilation, belysning og varmepumpe kommer fra 45 m2 solceller på bygningens tag.

Navnet Green Lighthouse afspejler den bagvedliggende ambition, at bygningen skal fremstå som et grønt fyrtårn ved Klimatopmødet i København i december 2009.

Media

YouTube

Green Lighthouse video af SquintOpera

Google Kort

a:2:{s:4:"zoom";s:1:"6";s:7:"latlong";s:30:"55.71473455012691,12.744140625";}


Tjek det her

Blogindlæg: Vil du være med til at gøre SMART CITIES til en vigtig del af fremtidens samfund?

DTU inviterer i samarbejde med Copenhagen Cleantech Cluster og DI Energibranchen til en spændende workshoprække inden for temaet Smart Cities.

Fact/Quote

”Verden bliver nødt til at skabe bymiljøer, der er befordrende for menneskelig lykke, selv om u-landene ikke vil komme på omgangshøjde med de rigere lande de næste tre-firehundrede år."
Enrique Peñalosa

Back to top-da