Dar Es Salaam: Urbant landbrug brødføder byens fattige

Dar Es Salaam, Tanzanias største by, er i hastig vækst som følge af folk, der flytter fra land til by i jagten på et bedre liv. Størstedelen af byens indbyggere – syv ud af ti – bor i spontane bosættelser, der udgør kæmpe udfordringer for byens infrastruktur. I et forsøg på at forbedre deres økonomiske situation dyrker byens fattigste fødevarer indenfor byens grænser; i baghaver og på byggetomter – alle frie jordlodder – dyrker folk afgrøder og holder husdyr for at brødføde deres familier.

I 1993 startede The International Development Research Institute (IDRC) og UN-HABITAT et samarbejdsprojekt, Sustainable Dar Es Salaam (SDP). Idéen var at bidrage til udviklingen af en ny strategisk udviklingsplan og politikker for, hvordan urbant landbrug kunne integreres i planlægningen og administrationen af Dar Es Salaams bymiljø. For at kvalificere videngrundlaget for den politiske proces og rådgivning, allierede IDRC sig med seks tanzanianske forskere fra Sokoine Landbrugsuniversitet og Dar Es Salaam Universitet.

Forskerteamet analyserede næsten 2000 urbane landmænd og kortlagde de mange landbrugssystemer – fra akvakultur til agerdyrkning – der var i brug i Dar Es Salaam. De kategoriserede områder, der blev brugt til landbrug, antallet af involverede personer, hvilke typer afgrøder, der blev dyrket samt typer og antal af husdyrhold. Tallene var opsigtsvækkende: Hver dag forsynede urbane landmænd byen med cirka 95.000 liter mælk, 6.000 bakker æg og 11.000 kilo kylling. Herudover blev der på årsbasis dyrket 100.000 tons afgrøder, inklusiv hovednæringsmidler som majs og maniok, i Dar Es Salaam.

Forskerne kikkede også på samspillet – både positivt og negativt – mellem urbant landbrug og bymiljøet, ligesom de analyserede landbrugets rolle i forhold til genbrug af byens organiske affald. Vigtigst var dog studierne af vedtægter og andre former for paragraffer, der havde betydning for landbrug i byen. De dokumenterede, at en generel mangel på viden blandt byens indbyggere og beslutningstagere, utilstrækkelig håndhævning af reglerne samt en flertydighed i lovgivningen udgjorde en sundhedsrisiko for såvel byens befolkning som bymiljøet.

Et eksempel: Det er tilladt at holde op til fire husdyr i alle “byområder,” såfremt de ikke græsser frit – en praksis, der kaldes ”nul-græsning.” I den centrale del af byen holdes kvæg således ofte i minimale skure med ringe muligheder for sikker affaldshåndtering og kompostering. I nogle af de mindre tætbefolkede områder af Dar Es Salaam har indbyggerne på større jordlodder et kvæghold på mere end de tilladte fire hoveder. I forsøget på at løse ovennævnte problemer var forskerne i direkte dialog med byens landmænd og indsamlede anbefalinger fra dem om, hvilke aktiviteter der skulle forbydes eller reguleres stramt og hvorfor. Forskerne kritiserede herudover de eksisterende vedtægter og paragraffer samt tilbød rådgivning og assistance i formuleringen af et nyt lovgrundlag for urbant landbrug.

Da Sustainable Dar Es Salaam (SDP) projektet sluttede i 1997, stod ni andre tanzanianske byer parat til at gennemgå en tilsvarende proces. Siden da er der opstået netværk af byer i både Øst- og Vestafrika, der har til formål at udveksle erfaringer og lære af hinanden. Urbant landbrug er med andre ord blevet anerkendt som en del af en helhedsorienteret løsning på de problemer, som byer med en eksplosiv befolkningsvækst i udviklingslande står over for.