Barcelona, Af MorBCN, Flickr Creative Commons
Case

Barcelona – cykelklub for byens borgere

At køre på cykel er CO2-frit, billigt og sundt. For at imødekomme et lokalt behov for bedre transportmuligheder og den globale tendens til at nedsætte udledningen af CO2 søsatte Barcelonas byråd i 2007 bycykelprojektet 'Bicing'. Systemet giver byens indbyggere et miljøvenligt alternativ til den offentlige transport. Det er lykkedes Barcelona at gøre delecyklen til en overvældende succes.


Barcelona er, som så mange andre storbyer, præget af en massiv CO2-udledning fra både privat og offentlig transport. Byrådet har derfor ønsket at gøre byen mere miljøvenlig og samtidig øge andelen af den offentlige transport.

At få folk til at lade bilen stå kræver et alternativ. Et simpelt system, som er let tilgængeligt, nemt at bruge og kræver meget lidt af brugeren. I Barcelona er dette alternativ delecykelsystemet Bicing.

Projektets succes har været enorm. I marts 2007 dukkede de første cykelstationer op i Barcelona. Byrådet havde forventet 40.000 brugere i løbet af det første år, men allerede i maj måned havde 30.000 borgere købt medlemskab til 1.500 cykler og 100 stationer. Efter blot 6 måneder var der 90.000 registrerede brugere. I dag er der årligt mere end 175.000 registrerede brugere, som hver dag i gennemsnit kører 50.000 ture på Bicing-cyklerne.

Forud for projektets start besøgte repræsentanter fra byrådet Lyon i Frankrig, som har erfaring med delecykel-systemet. Dernæst udskrev byrådet en offentlig konkurrence og valgte verdens største udendørs-reklamebureau, Clear Channel Outdoor, fordi deres system matchede Barcelonas behov bedst. Clear Channel Outdoor har udviklet systemet SmartBikes - det første system i verden, hvor delecykler betragtes som et ekstra offentligt transportmiddel. Den franske by Rennes, implementerede som de første i 1997 SmartBikes systemet for at tilbyde et miljøvenligt alternativ til trafikrelaterede problemer i byerne.

”Bicing doesn’t pretend to substitute the use of private bikes, but rather offers an additional public transport mode that should be used for everyday journeys.”

Barcelonas kommunale transport- og parkeringsselskab B:SM driver og vedligeholder Bicing-systemet. De betaler årligt 2.2 million € til Clear Channel Outdoor, der står for al logistik, installeringer, vedligeholdelse, ansættelse af medarbejdere mm. Projektet finansieres af overskuddet af parkeringsreguleringer i byens centrum og fra brugerbetaling.

Barcelona Bicing cyckler, 3. februar 2008, af Romonfrombcn, Flickr Creative Commons

Systemet fungerer sådan, at alle med en adresse i Catalonien for 30 € kan købe et års medlemskab til Bicing. Herefter kan de benytte sig af en af de 6.000 cykler, der står spredt over hele byen på 400 særlige Bicing-stationer, hvor cyklerne hentes og afleveres. Stationerne ligger i Barcelonas bykerne med en afstand på ca. 300-400 meter mellem – de fleste er placeret ved anden offentlig transport, så borgerne kan kombinere transportmidler. Cyklerne kan maksimalt benyttes i 2 timer ad gangen, hvoraf de første 30 minutter er gratis. Herefter koster det 0,50 € for hver halve time. Et personligt id-kort, (der bruges, når man henter sin cykel) kombineret med cyklens id-nummer gør det muligt for Bicing-bestyreren at vide hvem, der har kørt på hvilken cykel hvornår. SmartBikes vejer blot 16,5 kg og har 3 gear samt lys for og bag. De er lavet af rustfrit stål og aluminium og kan justeres, så de passer til både unge og voksne. Et stort og ergonomisk styr gør det nemt for alle at styre cyklen.

En uventet sidegevinst ved Bicing-systemet er et fald i cykeltyverier, som Barcelona ellers er hårdt plaget af. Borgerne har nemlig fået mulighed for at benytte cykeltransport til steder og på tidspunkter, hvor de normalt lader deres egen cykel stå hjemme. Samtidig gør Bicing det muligt at tage cyklen den ene vej til arbejde, når solen skinner og tage metro hjem om aftenen, hvis det regner. Det er derfor ikke kun indbyggere uden cykel, som benytter sig af Bicing, men i lige så høj grad de borgere, der har en cykel i forvejen.

Flere bydele har ansøgt om at Bicing-systemet kommer til at omfatte også deres del af byen. Det undersøges i efteråret 2008, hvordan det kan lade sig gøre at udvide systemet fremover.

Den umiddelbare udfordring for Bicing er at sikre, at der fortsat er cykler nok til alle de, som ønsker at vælge et sundt og miljøvenligt alternativ til den eksisterende offentlige transport.

Javascript is required to view this map.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <ul> <ol> <li> <h3> <h4> <hr> <hr/> <p> <img> <br> <br/> <br /> <table> <tbody> <tr> <td> <sub> <sup>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Yderligere information om inddataformater

Sortering

Sortering

På rette vej

Vigtig læring

Ved at skabe et seriøst alternativ til CO2-udledende transportmidler kan man få folk til at vælge sundere og mere miljøvenlige former for transport

Er der mange cyklister på vejene i en by, øges opmærksomheden på alle trafikanter, hvorved trafiksikkerheden øges.

Proces

December 2006: Barcelonas kommune indleder en offentlig udbudsrunde, som selskabet ”Clear Channel Outdoor” vinder

Marts 2007: De første Bicing-stationer etableres i Barcelona. Initiativet promoveres gennem den lokale presse

Maj 2007: 1.500 cykler og 100 stationer er på plads. 30.000 mennesker abonnerer på systemet

August 2007: 90.000 brugere er registreret (6 mdr. efter den første station er etableret)

Vinter 2007: 3.000 cykler og 200 stationer er på plads

Forår 2008: 4.500 cykler og 300 stationer er på plads

Sommer 2008: Barcelona har nu 6.000 cykler på 400 stationer. 175.000 faste, årlige abonnenter

Ifølge en undersøgelse foretaget for Barcelonas Rådhus er den gennemsnitlige bruger mere end 35 år gammel, har en højere uddannelse og bruger i gennemsnit cyklen 15 minutter ad gangen

Sådan gør du

Samarbejd med et selskab, der har erfaring med delecykelsystemer.

Et delecykel-system kræver grundig planlægning i en hvilken som helst by. Det er en god idé at sikre, at stationerne ligger relativt tæt på hinanden, så de er nemme at nå. Og så skal de placeres strategisk for at støtte det eksisterende offentlige transportsystem.

Spørg samtidig brugerne, hvad de ønsker sig af et system som Bicing.

Gør det prisvenligt og dermed attraktivt som et alternativ til andre offentlige såvel som private transportmidler.

Sørg vedvarende for at ændre og forbedre systemet

Fakta

Fakta om byen

Land: Spanien
By: Barcelona
Areal: 101,4 km² (Barcelona by)
Befolkningstal: 1.621.537 (Barcelona by, 2009)
Befolkningstæthed: 15.969/km²
BNP per capita (land): USD 33.700 (2009 est.)

Kilde: Wikipedia, CIA World Factbook

Fakta om projektet

  • En typisk SmartBike-tur tager ca. 20 minutter.
  • På én dag bruger mere end 50.000 mennesker Bicing
  • En cykel koster 2.000 € om året (ca. 15.000 DKK)
  • Barcelona Byråd betaler Clear Channel Outdoor 10 mio € om året for at administrere og vedligeholde Bicing på en 10 år lang kontrakt.

Tankevækkende fakta

  • En 15 minutter lang cykeltur til og fra arbejde fem gange om ugen gør, at du forbrænder, hvad der svarer til 5 kg fedt om året.
  • Cyklister der dækker korte distancer kan reducere deres risiko for at dø af hjertesygdomme med hele 22%
  • I modsætning til hvad de fleste tror, så er cyklisten faktisk mindre udsat for luftforurening end bilisten
  • Hvis bare én person skifter bilen ud med cyklen på en 10 km. strækning til og fra arbejde, spares miljøet for 1.3 ton CO2-udledning hvert år. CO2-udledningen fra blot én bil, som tilbagelægger samme afstand på en dag som alle SmartBikes til sammen, svarer til mere end 37 ton.

Kilde: SmartBikes

Andre fakta

  • Der er over 12.000 SmartBikes rundt omkring i Europa og USA
  • SmartBike har mere end 244.000 registrerede brugere
  • Alle SmartBikes dækker samlet set en strækning på over 200.000 km om dagen.

Source: SmartBikes

Media

YouTube

”Bicing i Barcelona”, et indslag fra TVE 2 på spansk

Reklamefilm fra SmartBike på engelsk

Google Kort

a:2:{s:4:"zoom";s:1:"6";s:7:"latlong";s:30:"40.3130432088809,1.03271484375";}


Tjek det her

Bæredygtighed: Vancouver Ecodensity Charter: Grønne byer, der er værd at leve i

EcoDensity Charteret forpligter en by til at gøre miljømæssig bæredygtighed til et primært mål i alle byplanlægningsprocesser – på måder der også støtter billige boliger, der er værd at leve i.

Fact/Quote

"Vi har brug for parker og cykelstier til at minimere vores brug af bil. Byer skal være steder, hvor offentlige goder vejer tungere end private interesser.”
Enrique Peñalosa

Back to top-da