Grønt vækst på dagsordenen i København
I denne uge afholdes det første møde i det globale netværk ’Green Growth Leaders’ i København. Initiativet er igangsat af Københavns Kommune, DONG Energy, Mandag Morgen og Realdania. Bæredygtige Byer™ er med og rapporterer fra mødet her på bloggen.
I øjeblikket retter mange byer, regioner og lande verden over – store som små - fokus på muligheden for at forene økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed. Kan reduktion af co2 være foreneligt med – og endda drive – skabelsen af nye jobs og økonomisk vækst? Er nye grønne arbejdspladser og virksomheder dét, som kan drive byer, regioner og lande ud af den aktuelle økonomiske krise? Og hvordan kan bekæmpelse af miljøproblemer være katalysator for at udvikle helt nye produkter og services, nye jobs og nye virksomheder - og i sidste ende skabe økonomisk vækst og velfærd?
Det er nogle af de spørgsmål som ca. 40 udvalgte ’councillors’ – erhvervsledere, borgmestre, forskere og tænkere skal tage fat på i denne uge i København, når det første møde i netværket ’Green Growth Leaders’ afholdes. Blandt de danske councillors er Bjarke Ingels (BIG), Kathrine Richardson (Københavns Universitet) og Flemming Borreskov (Realdania), mens de udenlandske councillors bla. tæller Anthony Giddens (London School of Economics) og John Zysman (Berkeley University).
Bag initiativet står Københavns Kommune, Realdania, DONG Energy og Mandag Morgen. Senere på året - 12. og 13. oktober – er der i København en større konference i netværket, hvor ca. 300 inviterede personer fra hele verden skal diskutere emnerne og især se på hvordan København indtil videre har kombineret nye grønne, urbane løsninger med øget livskvalitet – f.eks. som havnebadet ved Islands Brygge, der er blevet muligt pga. forbedring af vandkvaliteten i havnen.
Hvad skal der tales om i denne uge?
De 40 councillors skal i denne uge komme med bud på, hvordan transformation til et low-carbon energisystem kan skabe muligheder for hele økonomien på samme måde som de typer netværkstransformationer, der blev skabt med jernbaner og med informationsteknologi. Disse transformationer skabte helt fundamentale ændringer i den måde som ting blev produceret, fordelt og forbrugt på. Dermed blev der skabt en helt ny slags økonomisk vækst og helt nye innovationer, forretningsmodeller, og måder at skabe værdi på. Hvis der skal skabes grøn vækst, er det derfor formentligt ikke nok at gøre energisektoren mere grøn, men også at skabe nye muligheder for hele økonomien.
På konferencen præsenterer forskere fra Berkeley University i Californien et første bud på, hvordan man kan forstå ’grøn vækst’. Der vil også være fokus på hvordan grøn vækst i øjeblikket udvikler sig i Colorado i USA, i Korea, og i København.
Følg bloggen - Bæredygtige Byer™ rapporterer fra mødet i løbet af de næste par dage. Læs også mere her på sitet


Kommentarer
Indsend kommentar