Spis klasseværelset!

Det spiselige klasseværelse er et hit i England og USA, hvor skolehaver springer ud på stribe i større og mindre byer. Det er nemlig oplagt at tage børnene med ud, når der skal undervises i miljø, sundhed og ernæring. I Danmark er vi langt bagefter, når det gælder skolehaver, og det er ærgerligt, for ønsker vi at gøre noget for miljøet, sundheden og børnenes fremtid, er det oplagt at begynde i skolerne. Den gode nyhed er, at det hverken behøver være kompliceret eller dyrt at gøre klasseværelset grønt og spiseligt. I USA bliver skolehaver omtalt som fremtidens klasseværelse, og i mange storbyer bliver der tænkt alternativt, når skolebørn skal opleve det grønne sus. Der bliver anlagt haver i byernes parker og hustagene bliver gjort grønne, så børnene kan få lov til at lære i det fri.

For skolehaver drejer sig om at lære, og der er både naturfaglige og humanistiske udfordringer, når der skal regnes, måles, skrives og samarbejdes for at få det hele til at gro. Og ikke mindst er der viden at hente om miljø, sundhed og ernæring. De amerikanske skolehaver i høj grad inspireret af en guruerne indenfor lokaldyrket og økologisk mad: restaurantejeren Alice Waters, der i 90’erne åbnede en skolehave med tilhørende klasseværelse og køkken for børn i Californien. En idé, der langsomt, men sikkert har spredt sig til resten af landet, hvor skolehaverne i New York lanceres som det nye klasseværelse, hvor kampen mod fedme tages op. Som det ligger i landets traditioner, er det haver, der vokser på en baggrund af private initiativer og donationer, og ikke mindst i samarbejde med lokale botaniske haver, der giver jord til skolerne.

Og netop den side af sagen er kritisk, for hvor skal jorden komme fra? I England har de en etableret en billig løsning, der er oplagt at kopiere. Projektet hedder Landshare. Borgmestre med kommunalt jord, private jordejere og offentlige institutioner, der har store grønne arealer, kan gennem Landshare dele ud af deres jord. Modtagerne er englændere med drømme om egen køkkenhave, og ikke mindst skoler, der vil give børn oplevelser og lærdom gennem havebrug. Det britiske svar på Kulturarvsstyrelsen, National Trust, er gået ind i projektet, for de har masser af jord. Marker, haver, skove og parker, der hører til de godser, herregårde, slotte og museer, som National Trust tager vare på. Områder som skal passes og vedligeholdes, og derfor er oplagte at dele ud af til haveprojekter, hvor der er masser af grønne hænder, der uden betaling vil tage sig af det grove arbejde.

For at undervisningen i skolehaverne ikke skal blive en økonomisk krævende og tung arbejdsbyrde, tilbyder forskellige engelske haveselskaber såkaldte veg-doctors, der er havekyndige frivillige, som bidrager med hjælp til undervisningen i skolehaverne. Men er skolehaver noget for et land som Danmark, hvor en stor del af befolkningen i forvejen er haveejere? Svaret er et højt og tydeligt JA. Fuldstændig som husgerning i skolerne er et godt fag, selvom størstedelen af befolkningen har eget køkken og laver mad hver dag. En sikker måde at skærpe interessen og ikke mindst smagen for den gode, sunde og miljørigtige mad er gennem børnene. For selv om mor og far har hus og have, så tilbringer børn mange timer i institution. Et timetal der vil stige den dag planerne om heldagsskoler bliver en realitet.
Og faktisk har skolehaver være på de danske skoleskemaer.

Dorthe Chakravarty, historiker, journalist og forfatter til ”Selvforsynende på første sal”

Skolehave Historik

I årtierne mellem 1. og 2. Verdenskrig hed faget skolehavegerning, og var et fag for alle landets skoler. For der var dyrtid og mellem krigene en økonomisk afmatning, der gjorde det nødvendigt selv at kunne skaffe mad på bordet, og for øvrigt mente ophavsmanden til de danske skolehaver P. W. Lindholm, at det var moralsk opbyggeligt for børnene, når de kunne håndtere spade og lægkartofler. Faget forsvandt i 50’erne. Nogle få haver (ikke mindst i København) eksisterer stadig på lavt blus, men nye tiltag er spiret frem i de senere år. Ikke på grund af ministerielle initiativer, men på grund af private ildsjæle, der kan se en sundheds- mijø – og ernæringsmæssig værdi i at give haver til vores børn. For eksempel har Aarstiderne, dem med grøntsagskasserne, etableret skolehave i Nordsjælland, Odense og Odder.

Kokken Claus Meyer har doneret frugtbuske til en kommuneskole på Frederiksberg. Men det er langt fra nok med små pletvise tiltag. Der skal mere til. De store slag for haverne skal komme fra politisk side, og politikerne har heldigvis ingen grund til at frygte den grønne bølge. Skolehaverne kan blive til virkelighed uden at tvinge hårdt pressede budgetter i knæ, ikke mindst hvis der bliver tænkt kreativt som i England. Og der er ingen grund til at frygte for det faglige, når børnene slippes løs i haverne. Der er masser af muligheder for at lære og i tilgift få nye udfordringer, når det gælder samarbejde og sund levevis. Så der er al mulig grund til at gå i gang nu med at flytte undervisningen ud i det grønne og lade børnene tage en bid af klasseværelset. 

Læs også case om Årstidernes skolehave i Humlebæk