Nordisk Energikommune 2011 – nu starter finalerunden
Hvilken kommune i Norden har det allerbedste bud på en kommunal indsats for omstilling til grøn energi? Bæredygtige Byer™ følger den nordiske dyst fra nærmeste hold.
Klima- og Energiminister Lykke Friis afslørede 15. marts, at den danske line-up i dysten om titlen som ”Nordisk Energikommune 2011” bliver Albertslund, Bornholm og Ringkøbing-Skjern. 12 danske kommuner havde tilmeldt sig konkurrencen og blandt dem skulle den nationale bedømmelseskomité - med adm. direktør Mads Lebech som formand - finde de tre bedste til ’finalerunden’, hvor vinderne fra de andre nordiske lande også deltager. En slags ’Champions League’ henover foråret 2011 for nordiske kommuner, der satser på grøn energi. Den endelige vinder af konkurrencen udpeges i forbindelse med de nordiske statsministres møde den 20. juni 2011 i Finland.
.jpg)
Alle de projekter der nomineres i konkurrencen - og den endelige vinder - skal vise, hvordan nordiske kommuner på det lokale niveau kan bistå med synlige og holdbare bidrag til grøn vækst og energiforsyningen i fremtiden. Konkurrencen skal også medvirke til at øge bevidstheden om bæredygtige energiløsninger hos de lokale aktører og skabe en platform for samarbejde mellem nordiske kommuner. Konkurrencen skal samtidig være et udstillingsvindue for lokale nordiske energiløsninger i både regionalt og internationalt regi.
Et blik på den danske line-up: Albertslund byder ind med ’Albertslund-konceptet’ - et helt unikt koncept for samarbejde mellem boligselskaber og energiindustrien. Konceptet skal videreudvikle og demonstrere hvordan man kan kombinere energi- og omkostningseffektiv teknologi med rationelle byggemetoder til energirenovering af en række tidstypiske boliger opført i perioden 1960 – 1980. Bornholms Regionskommune stiller med projektet ”Transplan”, som indeholder en vifte af initiativer om bl.a. intelligent el og elbiler. Transplan skal få Bornholm i mål som 100 pct. grøn ø inden 2025. Og i Ringkøbing-Skjern skal et biogasanlæg på hjælpe kommunen med at blive 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi i 2020 samtidig med at det løser lokale miljøproblemer med store mængder husdyrgødning.
Bæredygtige Byer™ vil her på bloggen følge dysten tæt.
På hjemmesiden www.nordicenergymunicipality.org findes uddybende oplysninger om projektet. Hjemmesiden vil fungere som et udstillingsvindue både i og uden for Norden for de mange lokale nordiske energiløsninger og alle nominerede projekter vil blive præsenteret på hjemmesiden.
Bæredygtige Byer™ er rådgiver for juryen for Nordisk Energikommune 2011.
Fakta om Nordisk Energikommune 2011
- I alle de nordiske lande og selvstyrende områder er de nominerede kommuner blevet offentliggjort i denne uge. Herefter fortsætter konkurrencen om den endelige vinder af titlen ”Nordisk Energikommune 2011”. De nominerede kommuner vil blive vurderet af en nordisk bedømmelseskomité, der har Maria C. Donnelly, leder af EU DG Energys afdeling for vedvarende energi, energieffektivitet og innovation som formand. Den endelige vinder af konkurrencen udpeges i forbindelse med de nordiske statsministres møde den 20. juni i Finland.
- Tolv danske kommuner havde ansøgt om at blive Nordisk Energikommune 2011: Bornholm, Frederikshavn, Helsingør, Herning, Kolding, Lolland, Middelfart, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Skive og Solrød.
- Den danske bedømmelseskomité bestod af adm. direktør Mads Lebech, Ellen Højgaard Jensen, Dansk Byplanlaboratorium, Susanne Herfelt, Danmarks Naturfredningsforening, Birgit W. Nørgaard, bestyrelsesmedlem og Jørgen Kjems, tidl. DTU/Risø.


Kommentarer
Indsend kommentar