Klimaforandringer – et spørgsmål om kommunikation!

Klimaforandringer og ændrede vejrtyper er ikke længere blot noget vi taler om, men rent faktisk en del af vores hverdag. I 2009 og 2010 er der registret et stigende antal ekstreme vejrtilfælde. Alligevel er det fortsat eksperternes og videnskabsfolkenes kamp imod klimaet og ikke folkets fælles kamp for at begrænse klimaforandringernes udvikling og omfang. Hvad er årsagen til denne klare overensstemmelse mellem videnskabelige fakta og folks daglige (og fortsat uændrede) vaner? UNEP (United Nations Environmental Program) har fornyeligt offentliggjort rapporten - Task Force on Sustainable Lifestyles – som indeholder kommentarer og svar på hvad der kan være årsagen til netop dette skel mellem videnskaben og folks adfærd. "The missing link" er ofte kommunikation. Ved nærmere undersøgelse har det blandt andet vist sig, at den eksisterende kommunikation af 'klimaforandringerne' er determineret af adskillige normative regelsæt, parametre og ikke mindst selvbenægtelse blandt politikerne, virksomhederne og medierne selv. Og det skal der laves om på!

Lektien fra COP15
København var det femtende skridt af mange, som det internationale samfund har taget for at nå et fælles mål og en plan for miljøet og klimaet. Klimaforandringer er om noget et svært emne at behandle og ikke mindre kompliceret at kommunikere og afrapportere om. Aldrig er en begivenhed blevet dækket så tæt og af så mange som ved COP15 . Omkring 4000 journalist og bloggere fra 119 lande deltog ved konferencen. 85 % af dem kom fra Europa eller USA. Så, selvom København rent mediamæssigt var en stor begivenhed, og selvom både de deltagende journalister, bloggere og København som by, havde alle muligheder for at rammesætte, kommunikere og ændre den "klima-fortællingen", så gik det desværre ikke helt sådan.

Reuters Institut for Journalistik har foretaget en større undersøgelse af mediernes håndtering og påvirkning af klima-problematikken med afsæt i COP15. Og i forhold til at formidle budskabet på bedste vis, så peger rapporten blandt andet på et manglende, men stort behov for tillid, engagement og samarbejde imellem videnskabsfolkene, medierne og beslutningstagerne. Vi oplever sjældent at eksperter, videnskabsfolk - eller beslutningstagere for den sag skyld - er præcise i deres udmeldinger vedrørerende eksempelvis klimaet og klimaforandringernes betydning. Her spiller journalister, nyhedsmedierne, blogs og diverse sociale medier – som oplysende og kollektive medier – en vigtig rolle dels som budbringer og dels som flatform hvorfra budskabet kan behandles. Medierne er på den måde vor tids "budbringer" mellem videnskaben og folket. Og denne budbringer er bestemt til at forholde sig til dels hvad afsenderen vil kommunikere og dels hvordan modtageren bedst forstå og modtager budskabet.

Hvad er budskabet - dystopisk eller utopisk?
Eksemplet fra COP15 i København leder op til et centralt spørgsmål om mediernes rolle i klimaforandringerne. Hvorfor er det så svært at kommunikere budskabet om klimaforandringerne? Om end forandringerne er forsaget af os eller ej, vil det få betydning for os i et eller andet omfang. Var det måske probelmet i København: At der var for meget uklar og selvmodsigende kommunikation? Optil og under klimatopmødet i København blev klimaforandringer som narrativ overdramatiseret. Og det selvom man betvivler den kommunikative virkning af den dramatiske fortælling. Flere undersøgelser peger på at dramaet som kommunikationsform primært skaber angst, og kun i sjælden tilfælde får folk til at ændre adfærdsmønstre. Så, hvorfor ikke vise vejen frem i stedet for at skræmme?

Kommunikationen har længere været domineret af apokalyptiske profiter og dystopiske billeder på det samfund, vi bestemt ikke ønsker at leve i. Rapporten fra Reuters fremlægger bevise, der demonsterer at den "apokalyptiske-dommedags-kommunikations-strategi" hverken skræmmer eller fremmer ”grønnere" vaner hos modtagerne. Det viser sig omvendt, at den mest effektive og konstruktive kommunikationsform fremlægger konkret viden, som baserer sig på virkelige tiltag og best-practice-erfaringer fra lande, byer eller enkeltpersoner, som på den ene eller anden vis giver værdi for stedet og menneskerne som lever der. Så, netop hjemvendt fra COP16 i Cancún, står det nu endnu mere klart for os, at verden har lært noget om klimaforandringerne og om kommunikation heraf siden fiaskoen ved COP15.

Måden hvorpå vi taler om og kommunikerer ”klimaforandringer” er i forandring. Ifølge Reuters skal det budskab medierne videregiver indeholde både hvad, hvornår, hvordan, hvorfor og hvem. Både modtagerne, men også de 'budbringende' medier har ret til at mere indsigt og oplysning om tilstandende end vi får nu. Vender vi lyset heraf tilbage til spørgsmålet om mediernes rolle og kommunikationsform i forhold til klimaforandringerne, så står det klart at det centrale her ikke er svaret på om samtidens og fremtidens budbringer skal være mere direkte, oplyst og reflekteret, da alt sammen er nødvendigt! Det handlere snarere om hvordan vi, kan tage ved lære af kommunikationsbristet i København - for kommunikation kan og skal gøres bedre - meget bedre!