COP16: usikkerhed, realitetssans og optimisme

I snart to årtier har videnskabsfolk og eksperter fremlagt skræmmende dokumentation, som alt sammen peger på vigtigheden af at vi snarest muligt ændrer måden hvorpå jorden og samfundet fungerer. På et globalt plan stiger jordens CO2 udslip konstant. Hvert eneste år frigiver verden sammenlagt mere end 50 gigatons CO2. Førende eksperter og forskere på miljø og klimaområdet understreger faren ved vores eksisterende udspil af kuldioxid: Ifølge en rapport skal den globale CO2 udledning holde op med at stige inden for de næste 10 år, og eksperter understreger at dette antal ikke bør overstige ca. 44 gigaton CO2 i 2020. Business-as-usual lander på 56 gigatons, mens COP16-aftaler vil reducere til 44 gigatons.

Forventningerne nedjusteres
Christiana Figueres / UNFCC åbningstalen ved World Climate Summit var både direkte og tankevækkende. I kølvandet på det manglende udkom af COP15 i København, var forventninger ved dette års COP16 langt mere realistiske. Dermed ikke sagt mindre ambitiøse, blot mere virkelighedsnære og opnåelige. Overordnet virkede målene ved COP16 Cancún langt mere gennemtænkte i forhold til den eksisterende klimatiske og økonomiske situation. Ifølge Christiana Figueres, så er problemet at verden forsat hænger fast i Kyoto-aftalen. Verdens ledere og virksomheder mangler derfor de rette strategier, ligesom samfundet mangler en mere samlet kollektiv ramme hvor fra verdenssamfundet, nationalstater og de globale virksomheder kan udvikle sig fremadrettet sammen og derigennem styrke i indsatsen på klimaområdet. Dels i forhold til håndtering af klimaforandringerne og dels i forhold til implementering af nye energisystemer.

Kina går i front
Den massive vækst og udvikling grønne/rene teknologier, der foregår i de asiatiske lande, er på den ene side den største trussel og omvendt den største ressource Europa and USA har i forhold til at løse klima problematikken. Særligt i Kina går udviklingen hurtigt – ekstremt hurtigt – når vi ser på udvikling og implementering af grønne teknologier. Det faktum at Kina går i front kan både ses som en trussel, selvom der også er en mulighed for den vestlige del af verden som endnu ikke er så langt på green-tech-området. EU og USA har derfor fået øjnende for det asiatiske, særligt det kinesiske marked for grønne teknologier. I dag konkurrerer og forhandler landene imellem og forhåbentligt kan et mere sammenhængende globalt marked på sigt skabe større balance og dermed medvirke til at generere grøn vækst i både øst og i vest, syd og nord. En ting er dog sikkert. Europa og USA er ikke længere forgangsmænd når det kommer til udvikling og implementering af grønne løsninger. Eksperter spår at fremtiden tilhører Kina. Læs cases fra Kina HER

Optimisme: Mod en grønnere fremtid sammen
Christiana Figueres havde tre afsluttende anbefalinger til fremtidens lande og grønne virksomheder: 1. Værdikæden skal blotlægges og kommunikeres lige fra industrien, over produktet til forbrugeren. 2. Store private- og virksomhedsinvesteringer skal gå direkte til udvikling af de nyeste pioner-teknologier på energiområdet. 3. Nationalstater må gentænke og omstrukturere det politiske organ ved at bringe de private og offentlige interesser tættere sammen. Dels i form af uformel deling af viden og dels via mere formaliseret samarbejdsaftaler. Velkomsttale bar præg af et overordnet forsøg på at rammesatte den ”grønne kompleksitet” og usikkerhed, som lige nu hersker blandt verdens befolkning, blandt virksomheder og statsledere særligt efter COP15, som ikke gik helt som planlagt.

En sådan kompleksitet og usikkerhed omkring klimaforandringernes omfang, størrelse og betydning afføder nemlig langt flere spørgsmål end reelle svar på hvordan vi skal handle. Forhåbentligt har World Climate Summit og COP16 i Cancún være med til at rammesætte problemstillingen og indsatsområdet inden for hvor folk, virksomheder og ledere kan agere adskilte og med hinanden. Indtil nu er en klar rammesætning af det komplekse felt desværre endnu ikke defineret. Hvor er forhandlingerne i dag set i forhold til for et år siden? Hvordan kan verden lære at arbejde tættere sammen end den gør nu? Hvilken rolle spiller virksomhederne i den forbindelse? Og hvad er egentligt de mest presserende udfordringerne når vi taler om klimaforandringer - og måske endnu vigtigere - hvad er mulighederne ved at tænke i nye (grønnere) baner blandt ved at omlægge vores eksisterende energisystem?

De hermed fremlagte temaer og spørgsmål findes der ikke entydige svar på, derfor bliver det endnu mere interessant at følge hvordan opgaverne i den kommene tid vil blive (forsøgt) løst af forskellige lande, byer, ledere, virksomheder og privatpersoner over hele kloden.