Københavns lommeparker nomineret til international bylivspris
Endnu en gang peger internationale eksperter på København og mere specifikt på de københavnske lommeparker som klare grønne eksempler på, hvordan bæredygtighed og bæredygtige initiativer bør tage form i byrummet. Denne gang er det den verdensomspændende virksomhed Phillips, der nominerer det københavnske lommeparkinitiativ som ét ud af kun ni projekter til prisen ”Philips Livable Cities Award”.
En lommepark er en lille offentlig park, der typisk er på størrelse med et par boligblokke. Lommeparker etableres ofte på byggetomter og irregulære arealer og giver mulighed for mange forskellige funktioner: Simpel afslapning, mødested, grønt byrum at indtage frokosten i, legeplads for børn i nabolaget mv. Lommeparker er ofte skabt omkring et monument, en historisk begivenhed eller personlighed eller i relation til et kunstprojekt. Lommeparker fremstår åbne, indbydende og imødekommende. De inviterer mennesker til leg og afslapning i mellem byens huse. Også efter mørket frembrud skal lommeparkerne signalere tryghed - derfor er belysning en vigtig faktor, som sikrer at lommeparkerne skaber liv i byen både nat og dag.
København går målrettet efter at blive verdens miljømetropol i 2015 - altså den hovedstad i verden med det bedste storbymiljø både socialt og miljømæssigt. En forøgelse af byens grønne rekreative områder er øverst på dagsordnen i forhold til at nå denne vision. Indenfor de næste par år vil kommunen skabe intet mindre end 14 lommeparker og plante omkring 3.000 træer i forbindelse med grønne områder, pladser, parker, gader og mindre vejforbindelser. Målet er at 90 % af københavnerne skal kunne gå til et rekreativt område - en park, en strand, et naturområde eller et andet åbnet areal så som havnebadet på under 15 min.
I oktober 2009 fik endnu et kvarter i København en lommepark på hjørnet af Sundholmsvej og Tingvej. Formålet var at afprøve byrummet og starte en debat om, hvordan man skaber en grønnere by og et bedre bymiljø for alle borgere i byen.


Kommentarer
Indsend kommentar