Mellem bevaring og ny byudvikling

På mange måder befinder jeg mig i en uvant situation. Som studerende fra et amerikansk universitet, der bruger sommeren i København, er jeg ovenud begejstret for at se de innovative måder, som man her skaber bæredygtig byudvikling. Københavns transportsystem, brugen af vedvarende energi, de grønne områder – alt det inspirerer mig, som stammer fra et sted, hvor den slags ideer stadigvæk mangler at blive taget op for alvor. Samtidig holder jeg meget af Københavns brolagte gader og byens gamle bygninger. Men jeg tænker også på, om disse elementer i byen, som begge er en integreret del af min oplevelse her, kan være i modstrid med hinanden?

Jeg vil påstå, at byens bæredygtige design og byens historiske appeal godt kan og også meget gerne skulle være forenelige. Begge dele udgør essentielle elementer af denne bys arv – ja, af enhver bys arv. Bæredygtigt design er utvivlsomt fremtiden, men vi må ikke ignorere det eksisterende byggede miljø i arbejdet for at nå det mål. Vi skal selvfølgelig ikke glemme Københavns tusindårige historie, som har skabt gadernes forløb og udfylder byens bygninger. Vi må finde en balance, mellem hvad der skal bevares og hyldes i det gamle og hvad der må blive udviklet på ny.

For at skabe den balance er København kommet længere end noget som jeg har set i USA. I USA vil de mest progressive stemmer sige, at bevaring af bygningsarven helt grundlæggende er ubæredygtigt. Ifølge National Trust for Historic Preservation, som er en not-for-profit organisation, der er stærkt toneangivende mht. bevaring i USA: “Beskyttelse og forbedring af vores eksisterende bygningsmæssige ressourcer, inklusiv genanvendelse af historiske og ældre bygninger, indsatsen for at gøre den eksisterende bygningsarv ‘grønnere’, og investering i ældre og historiske lokalsamfund, er afgørende for at modarbejde klimaforandringer."

Sagt med andre ord, så understreger the National Trust vigtigheden af tilpasset genanvendelse — en strategi der længe har været anvendt i Europa – for at gøre vores byer mindre svinende, mere bæredygtige, og i det hele taget bedre steder at leve i. Men stadigvæk er det kun få stater og byer i USA, som for alvor er begyndt at arbejde med den tilgang. Resultatet er, at det faktisk er organisationer, der lægger vægt på bevaring - som f.eks. the National Trust, der fører an i indsatsen for at opgradere og genanvende de eksisterende bygninger som del af en bæredygtig udviklingsstrategi. De står i vid udstrækning i modsætning til developere, som presser på for at bygge nyt – ofte nye bygninger som kun i begrænset omfang er mere energieffektive end den ikke-renoverede eksisterende bygningsmasse.

De få observationer jeg har gjort i løbet af mine første to uger i København, fortæller mig, at bevaring er kommet meget længere her. Som mange europæiske byer, så har København set vigtigheden af tilpasset genanvendelse, og bruger sine gamle bygninger og bydele på nye og spændende måder. Tilpasset genanvendelse er ikke som sådan målet for bæredygtig udvikling i København. Bevaring af gamle bygninger bliver her ikke anset som grundlæggende ubæredygtige, på trods af at deres energiforbrug ikke kan konkurrere med nyere bygninger (faktisk vurderer mange eksperter at de mest avancerede forbedringer kun kan forbedre energieffektiviteten med 40 procent). Det betyder, at hvis København skal nå det ambitiøse mål om at blive co2-neutral, så har byen brug for nye, meget effektive bygninger og bydele for at kompensere for ineffektiviteten i de ældre dele. På den måde er der en omkostning med bevaring. I øjeblikket taler man om at co2-negative bydele i København som f.eks. Nordhavn skal kompensere for den uundgåelige co2-udledning fra de ‘gamle og fine bygninger’ andre steder i byen for at få co2-puslespillet til at gå op. I den her by gør nyt byggeri det muligt at bevare det gamle.

Københavns eksempel fortæller os også, at prisen for at bevare det gamle er værd at betale, ikke kun for at sikre den historiske arv, men også for at imødekomme byens nuværende indbyggere. København lærer os også, at bevaring ikke skal være statisk. Ifølge Realdania, så skal det byggede miljø, historisk såvel som nutidigt bruges til at ”forbedre livskvaliteten for alle.” Tag som eksempel F. L. Smidth området i København, hvor ”en åben vision for en fremtidig bydel baseret på bevaring af genanvendelse af byens industribygninger” inspirerede planlæggere til at omdanne en gammel bydel til et nyt lokalsamfund. Eksemplet viser, at kompaktheden og multifuktionaliteten i den traditionelle ”europæiske by” er rigtigt gode elementer at bygge videre på for at skabe en bydel, som lægger op til en bæredygtig levevis.

I de kommende par måneder vil jeg gå længere ind i disse emner her på bloggen. Især vil jeg se på hvordan København har formået at blive en model for bæredygtig byudvikling samtidig med at byen har arbejdet med de begrænsninger og muligheder, som den eksisterende bygningsmasse og kulturarv skaber. Jeg vil hen over sommeren tage rundt i København og undersøge hvordan planlæggere, arkitekter, folk der arbejder med bevaring, og ejere af bygninger, har forholdt sig til behovet for at fremme bæredygtighed i det eksisterende byggede miljø. Undervejs vil jeg undersøge balancen mellem det gamle og det nye, mellem genanvendelse og erstatning, mellem bevaring og ny udvikling.