København forlades

I løbet af denne sommer, hvor jeg har opholdt mig i København, er det gået op for mig, at forholdet mellem bevaring og bæredygtig udvikling ikke er et ‘niche-emne’, men handler om mange af de mest centrale hensyn, der tages i moderne byplanlægning. At få forenet bevaring med fremskridt kan ske ved at modernisere det eksisterende byggede miljø, og det er helt afgørende for at få skabt en by, der er fyldt med det bedste af det ’gamle’ og det ’nye’.

 For nylig var jeg forbi Frederiksberg Rådhus for at tale med embedsmænd om både bevaring af historiske bygninger og bæredygtige renoveringer. Samtalen udviklede sig, så jeg pludselig indså, at jeg var i gang med at lære helt grundlæggende ting om byer, planlægning og politiske processer. I Frederiksberg Kommune indeholder ‘kerneprincipperne for kvartersudvikling’ krav om at respektere det originale design, som en gade har, at man tager højde for dagslys, når der skal laves tilbygninger, og at man ikke ændrer bygninger, så de ændrer et kvarters karakter.  

For en betydelig del af bygningerne på Frederiksberg er det ikke tilladt at lave større ændringer uden at man har indhentet godkendelse fra myndighederne. Alle disse reguleringer passer ind i en større ramme – Kommuneplanen, et dokument der sætter de langsigtede prioriteringer for planlægningen. I Danmark har den slags strategisk, omfattende, rumlige planlægning været normen. Planlæggere beskæftiger sig ligeså meget med det eksisterende byggede miljø, som med fremtidens byggede miljø.  

Prøv at lave en sammenligning til USA. Her har planlægningen traditionelt været minimal bl.a. som følge af en anti-regerings ideologi og en større adgang til land og andre naturlige ressourcer. Planlægningen i USA har især koncentreret sig om arealregulering i form af lokale zone-regler, som har fortalt individer hvordan de kan bygge, men ikke om de kan bygge. Planlægning har derfor begrænset sig til private initiativer eller ikke-offentlige organisationer, med et vist input fra lokale myndigheder. Den føderale stat og delstaterne har kun spillet en inddirekte rolle. Den strategiske, omfattende, rumlige planlægning, har ganske enkelt ikke eksisteret i USA.  

Utvivlsomt indeholder den danske model en række fordele i forhold til den amerikanske. At der er lægges vægt på emner udover arealforbrug, dvs. overvejelser om et områdes fysiske form og det urbane design, har gjort det muligt for danske lokalsamfund at blive bygget på et holistisk system. Resultatet har været fraværet af sprawl, at det offentlige transportsystem er veludbygget, og at byerne er præget af en høj grad af bevaring. Jeg er sikker på, at byområder i USA ville være bedre med en Fingerplan, med et godt offentligt transportsystem, eller ved mere kompakte bykerner. Vi har meget at lære fra Danmark. Men selvom jeg beundrer den danske tilgang, føles det også lidt for let bare at rejse bort hjemmefra for en sommer og tage afstand fra det samfund, som jeg kommer fra, og blot betegne det som en en total fejltagelse, for så at vende hjem og rose et system hvis fordele og bagdele, som jeg umuligt kan have fået tilstrækkeligt indsigt i. Faktisk har et af de store temaer i planlægningslitteraturen fra det seneste årti, været den gradvise konvergens af forskellige plansystemer. Det er klart, at planlæggere i Danmark og USA – eller i England, Tyskland og Holland for den sags skyld, bliver nødt til at lære fra hinandens succeser og fejltagelser efterhånden som vi skal forholde os til en stadigt mere kompleks og globaliseret verden. 

Kast f.eks. et blik på de seneste reformer i dansk planlovgivning. Den reviderede danske Planlov fra 2007 decentraliserer planlægningsprocessen til en vis grad og lægger meget mere vægt på kommunal planlægning i stedet for strategiske, nationale direktiver. Jeg tror at den forandring kan forbindes med den fornyede vægtning af regional planlægning i EU’s planlægningsdirektiver, som forsøger at forholde sig realiteterne i en verden der er globaliseret og markedsdrevet .  

I USA er man begyndt at indse, at strategisk planlægning – som har været normen i en lang årrække i Danmark, faktisk betyder noget. Egentligt fysisk planlægning er i de seneste 10-20 år blevet introduceret i stadigt flere delstater. Fokus er skiftet fra regulering af arealforbrug til mere omfattende planlægning. For første gang er økonomisk udvikling også blevet et mål med denne form for regulering. Diskussioner om transport og infrastruktur i f.eks. større byområder, er også blevet mere strategi-orienteret og har ofte involveret mange sektorer. Mange gange har disse reformer været fragmenterede, men de har været et første skridt. Med andre ord, så tyder det på, at den danske og amerikanske tilgang til planlægning gradvist konvergerer. Selvfølgelig vil de to landes tilgange aldrig blive helt ens, og da jeg tror, at denne diskussion let kan blive meget politiseret, vil jeg afholde fra at prøve at forsvare én position i spektret mellem disse to systemer. Men jeg vil konkludere, at både danske og amerikanske planlæggere kan lære fra hinandens tilgange for at lære, hvad der virker og ikke virker. Disse diskussioner vil måske være den vigtigste ressource vi kan skabe for at løse det 21. århundredes urbane udfordringer.