Det forskønnede København

Jeg har, som en hel grim ælling, med årene undergået forvandlingen fra gnaven århusianer med hang til sofaudhængning i vennernes ungdomshybler til bylivselskende rosévin-sippende københavner-jyde med stort K. Københavns byrum er fantastiske at opholde sig i – især når temperaturen sniger sig op over et tåleligt niveau, og stemningen i byen sitrer af solbrune ben og forventning om aftenens festligheder.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse har da også anerkendt Københavns potentiale en del år før jeg og har netop udgivet deres 125 års jubilæumspublikation Forskønnelsens kort over København og omegn 2010. For nok er København skøn, men der er også masser af plads til forskønnelse. Det nyudgivne kort giver derfor en stribe mere eller mindre konkrete perspektiver på, hvordan fremtidens København kan tage sig ud.

Af de mere konkrete og straks-gennemførlige af slagsen finder man Christian Colds 6 kilometer afvisning - et bud på, hvordan man kan åbne byens parker imod gadelivet. I essayet viser han, hvordan en ’vandring på kanten af Københavns skønne parker’ faktisk består af en mur af afvisning imellem det rekreative parkliv og den dagligdags gøren og laden igennem byen - noget jeg ikke selv har bidt mærke i før, men nu er helt enig i, der bør gøres noget ved. Ørstedsparken, Botanisk Have og Øster Anlæg er alle omgivet af lukkede hegn og krat, som slet ikke stemmer overens med den grad af levende mangfoldighed og bevægelse, byen ellers er præget af. Og som han peger på, giver afvisningen slet ikke mening i vores tid. Hvorfor skal vi tvinges ad omveje for at nå til herlighederne? Hegn og krat gør det umuligt at gribe øjeblikket.

Også filminstruktør Max Kestner byder på fuldt forståelige bud på, hvordan man kan kaste sig ud på nye veje. Som når han opfordrer til, at på en grå og trist dag skal man undgå Søgaden og i stedet cykle ad Nansensgade og gennem Ørstedsparken. Ellers skal man være forberedt på selv at blive trist og lidt grå. Eller hvis man er i bil og kører ad Farimagsgade mod Østerbro, så er der ikke nogen grund til at haste på stykket mellem Åboulevarden og Vendersgade, man når alligevel aldrig det grønne lys ved Gothersgade.

Og som ny-amagerkaner er jeg lykkelig for, at det ellers evigt oversete Amagerbro også har fået plads på lige fod med de andre broer i København. Dog af lidt mere luftig karakter som Supertankers tanker og idéoplæg om de urbane potentialer på Amager eller arkitekt Merete Ahlfeldt-Mollerup og arkitekt og billedkunstner Biba Fibigers drømme om Amagerbrogade. For tænk, hvis nu alle fik lov til at bygge om på deres facade, så den blev mere åben, grøn, farve-rig, grim, smuk, sjov, personlig…mange bække små tilsammen giver stor poesi.

Det skønne ved Forskønnelsens kort er netop sammenblandingen af helt konkrete bud på, hvordan vi kan gribe byen og blive bekræftet i eller får øjnene op for Københavns potentialer og på den anden side helt relevante og til tider drømmende debat- og idéoplæg til fremtidens byudviklingen. Indpakningen i form af et lidt tarveligt Krakskort giver også den helt særlig dimension til bogen, at netop man bør tage den med sig under armen og kaste sig ud på gader, ruter, i parker, drømme og fantasier – og måske selv kaste sig ud i forskønnelsens kunst. Den er lavet til at blive brugt, ikke til at samle støv på hylden.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse 1885-2010
http://www.hovedstaden.org/