Roadmap 2050

Superarkitekten Rem Koolhaas og hans tegnestue OMA har designet en elegant løsning på den globale opvarmning med 80% reduktion af co2-udledning i Europa inden 2050. Grebet er ligeså enkelt, som det er genialt. Spørgsmålet er blot om arkitekturen som fag er opgaven voksen. Rem Koolhaas’ tegnestue OMA – et akronym for Office for Metropolitan Architecture – er notorisk kendt for at tænke stort, at lave store løsninger og at tilgå designbegrebet i den videst mulige form. I det seneste udspil fra verdens vel nok førende tegnestue, er tyren for alvor blevet taget ved hornene og Rem og hans team er gået i ringen mod den største udfordring af dem alle – den globale opvarmning.

Projektet - der udkom i rapportform i april - lyder titlen ”Roadmap 2050: A Practical Guide to a Prosperous, Low-Carbon Europe”. Altså en guide til, hvordan Europa om 40 år kan leve op til et overordnet mål om drastiske nedskæringer i co2 udslip uden af den grund at skulle skrue ned for hverken tempoet eller velstanden. Ifølge OMA kan denne blæse-og-have-mel-i-munden ambition lykkes ved et såre enkelt greb, der kort fortalt lyder at glemme nationalstaternes snærende bånd og dele naturens gaver som brødre.  

Tesen lyder, at vejrliget samlet set i Europa (og det nordlige Afrika, hvis det for alvor skal batte) er i stand til - ved brug af eksisterende metoder til udvinding af vedvarende energi - at generere nok power til, at man kan begrænse brugen af fossile brændstoffer med 80 – 85%. Man skal bare udnytte vinden i den kolde nordlige del af Europa om vinteren og solen i den varme sydlige del af Europa (inkl. det nordlige Afrika) om sommeren – og så skal man bytte den udvundne elektricitet på kryds og tværs af eksisterende landegrænser. Som det hedder i OMA's præsentations-video:  

”Until now individual nation states have been responsible for their own development and implementation [of renewable energy sources]. As part of this [new] design countries are not limited to relying on renewable energy sources that only thrive based on the climate of their geographical location.”

En af forslagets helt store geni-streger er, at det ikke bindes op på opfindelsen af en ny teknisk himstregims, der skal redde menneskeheden, men netop er en logistisk løsning, der blot blander de kort verden allerede er blevet spillet på hånden på en ny måde.

Ideen bag OMS’s forslag er således så enkel, at man kunne skære sig på den. Og så er grundtanken bag forslaget nærmest smuk i sin tvungne solidaritet. Jeg skal lade klogere politiske hoveder end mit bedømme, hvor realistisk det er, at Europa (for slet ikke at tale om det nordlige Afrika) vil kunne dele udbyttet af de respektive landes vedvarende energi-kilder på kryds og tværs af nationalstaternes snærende geografiske bånd.

En artikel om Roadmap 2050-projektet i The Guardian har i den forbindelse en valid pointe i forhold til arkitekturen som fag. Nemlig den, at arkitekten - når han vælger at tackle udfordringer i en størrelsesorden som den globale opvarmning – slår for stort brød op set i forhold til fagets spændvidde. Eller som det hedder i artiklen : ” what on earth qualifies architects who spend most of their time designing museums or office buildings or Prada stores to pronounce on these subjects [global warming]?”

I udgangspunktet kunne jeg ikke være mere enig i ovenstående pointe, og det efterlader i reglen altid en pudsig smag i munden, når almindelige dødelige arkitekter i meget store sko springer ud som verdens frelsere, der insisterer på, at kunne redde alt og alle gennem dette eller hint design.

I tilfældet Rem Koolhaas kan man dog argumentere for, at lige præcis OMA faktisk har formatet til at give sig i kast med problemer i en størrelsesorden, der sprænger grænserne for arkitekturens rammer. Konkret er ”Roadmap 2050: A Practical Guide to a Prosperous, Low-Carbon Europe” også udviklet i et samarbejde mellem OMA og bl.a McKinsey & Company; KEMA og The Energy Research Centre of the Netherlands, hvilket borger en hel del for kvaliteten. Dertil kommer, at projektet er udarbejdet af OMAs tænketank-agtige afdeling AMO, der ikke beskæftiger sig med formgivning af byggerier, men netop overskrider arkitekturfagets grænser og opererer i et krydsfelt mellem medier, politik, sociologi, teknologi, publishing og grafisk design.

Ligegyldigt hvad så kan man ikke frakende skønheden, enkelheden og skapheden i OMA’s bud på en bæredygtig fremtid med fortsat vækst. Om fortsat vækst på den helt lange bane så overhovedet er muligt i en begrænset verden, kan Rem Koolhaas svare på næste gang, når han - efter planen at dømme - springer ud som filosof.

Dette indlæg er tidligere blevet bragt på Magasinet Atlas : www.atlasmag.dk

Referencer:

The Guardian : http://www.guardian.co.uk/artanddesign/2010/may/09/roadmap-2050-eneropa-rem-koolhaas
OMA : http://www.oma.eu/
Download rapporten : http://www.roadmap2050.eu/