Byudvikling - kun for de aktive?

Hvor langt ude i tovene er man, når man dyrker parcour? Hvor lidt styr har man på sin krop, når man spiller fodbold 3 timer om dagen? Og hvor mange plader Marabou indtager man dagligt, når man træner til Copenhagen Marathon? Dette er på mange måder 'langt ude'-spørgsmål, for man er jo nødt til at have en eller anden ramme af fuld kontrol, hvis krop og psyke skal få én slynget over Ørestadsbebyggelsernes inviterende massiver som parcourudøverne i denne video om bevægelse i byen.

Spiller man fodbold tre timer om dagen - fordi man har fundet på, at det skulle være sjovt, udfordrende, underholdende og nik-anerkendende fra fodbold-familien - så er ens grundlæggende kondition nok også sådan meget godt på plads.Og med hensyn til Marabou'en og Marathon'en, så håber jeg, der ikke kan pryde mig med den præstation - endnu - at der plads til mange plader Marabou'er. Det kunne måske gøre træningen til turen lidt mere tillokkende, for træning har de fleste jo gjort - også ret målrettet, der er styr på sagerne.

Al denne indledende snak bringer mig bare hen til, at der findes en gruppe blandt os - en voksende gruppe - som ikke er i den risikozone, der hedder usund levevis. Det kan være, de udsætter sig for en vildt stresset hverdag, det kan være de - ligesom alle andre - bliver syge af alt muligt andet. Men når vi dykker ned i det hjørne, der handler om bevægelse og de livsstilsygdomme, der kommer heraf, så er det ikke denne gruppe, der er mest udsat.

Måske fordi vi godt kan li' overlevere, måske fordi vi selv spiller fodbold, løber eller klatrer, måske fordi … mange andre grunde, ender vi med at planlægge vore byer ud fra eliten og overlevernes præferencer. Vi stiller svært tilgængelige skulpturer op i vores byrum og insisterer på den intuitive forståelse af kunsten (og det kan være nødvendigt for mange …). Vi skaber byrum, hvor udfoldelsen kræver excellence og/eller kunstnerisk nerve og i hvert fald kærlighed til bevægelsen - her undtaget den gruppe, der bare klør på. Og vi skaber midlertidigt liv i byrum omkring udfoldelser, der nogle gange både kræver arkitektonisk interesse og løbeevner (alternativt: meget stor interesse i eget rum).

Og for guds skyld, lad os endelig blive ved med det. Der er uendelig mange gode grunde til at dyrke udviklingen - både den intellektuelle, kreative og fysiske. Men kunne vi også engang imellem skabe byrumsscenarier, arkitektoniske rammer og rum til de, der måske netop ikke kunne drømme om at melde sig til arkitekturløbet, tage en tur over VM-bjerget eller tage basketbolden under armen, når familien skal lokkes på tur en lørdag eftermiddag?

Kan arkitektur og byrumsdesign kun bruges til at styrke de stærke yderligere? Eller skulle det snart være et mødepligtigt fag på byrumsskolen, at man skal kunne finde på andet end en basar og et loppemarked, når man vil have gruppen af ikke-løbere, ikke-boldspillere og ikke-ekstreme-sportsmen i tale?