Egohaver og fællesliv

Jeg har en tese: Egohaver giver mere socialt liv end fælleshaver – lyder paradoksalt, ik? Så nu, hvor foråret for alvor har bidt sig fast, har jeg sat mig for at undersøge, om det nu også kan være sandt – sådan undersøgt i lommefilosofisk forstand indenfor gåafstand af mit hjem.

Jeg er nemlig så privilegeret at bo i et område i København fyldt med grønt og småhaver, og som indledningsmanøvre behøver jeg blot at stikke hovedet ud over altanen og lure lidt på naboerne. Herfra kan jeg se konerne på knæ med lugejern og planteløg parat, mens deres mænd overværer det forårsårlige ritual med en kølig dåsebajer i hånden klar ved grillen. I samtlige små haver tilknyttet en stuelejlighed spirer og blomstrer det. Den store fællesgræsplæne ved siden af, som er et levn fra, da man valgte at nedlægge den lokale bunker, er derimod kun beboet af et enkelt, tarveligt træ, en flok småfede byduer og en ikke undseelig mængde hundelort. Kendetegnene er tydelige: Blomsterkalas vs. en flad græsplæne, der dog ind imellem spontant benyttes til en omgang fodbold.

Oprindeligt havde ’min’ bygning her på Amagerbro en fælleslejlighed i stuen med restitutionshave, fælleskøkken og kogekone til at sørge for de embeds- og militærfolk af højere rang, som boede i huset. Men efter køkkenet blev nedlagt, og stuelejligheden overgik til normal beboelse, blev også haven en del af deres luksus. Ejerne nærmest jorden fik eksklusiv brugsret til haverne som en form for kompensation for de altaner, de øvrige lejligheder havde nydt godt af fra husets opførelse – rimeligt skulle det jo være...

Økohaver anno 2010
Som man kunne læse i Magasinet KBH i marts i år er ego-haven stadig i fokus. I dag bruges haverne som mediator mellem forskellige befolkningsgrupper og som skaber af byliv på tværs af sociale skel. Skitseforslaget fra Bertelsen & Schlesvig Arkitekter til byfornyelsen af den gamle forvaringsanstalt Sundholm på Amager (og tæt op ad det nyanlagte Ørestad Nords larmende mangel på grønne huller) peger på en række såkaldte pixi-haver – nyttehaver som tildeles og vedligeholdes af de enkelte beboere i stedet for stort fællesareal, der skal vedligeholdes fra officiel side.

Forskellen imellem de nye og gamle fritidsfrimærker er, at haverne i Sundholm placeres ude i det offentlige rum afskåret fra husfacaderne og dermed fra beboernes direkte adgang imellem hjem til have. I modsætning til de gamle, parcellignende tilstande skal det private liv nu dyrkes i det offentlige, hvor vi alle kan komme hinanden ved.

Det nye – eller i det mindste garanterede anderledes – haveliv kommer måske tydeligst til at opleves i måden, vi slapper af på i det udendørs rum. En have direkte forbundet til hjemmet betyder også rekreation i det private som en friluftsforlængelse af hjemmets trygge, afslappede og beskyttende rammer som et sted, hvor vi kan dyrke os selv næsten uden at skulle indstille os på et liv med andre mennesker.

Et offentligt placeret haveanlæg er et anlæg placeret i en gråzone mellem et fuldt fællesareal og den private have, hvor man er nødt til at forholde sig til samvær med andre mennesker. Dels i sin færden derover igennem det offentlige rum og dels i sit ophold, hvor der - som intentionen i Sundholm byplanen da også er - lægges op til, at forbipasserende stopper op og får sig en sludder med den lykkelige haveejer.

Fællesliv skabes privat?
Man kan jo argumentere for, at man som borger i en by også må indstille sig på at dele rummet med sine naboer. Og tilslutningen til de nye haveanlæg har også vist sig overvældende. Den nye forening Amager Fælleds Økohaver har således måtte lukke deres venteliste allerede inden, haverne er anlagt, ligesom ventelisten til Ørestad Urbane Haver er alenlang. Og stormløbet på de etablerede koloniforeninger har gjort det muligt at sælge 10 m2 grund og et råddent skur for mere end en million kroner.

Men jeg oplever desværre også rigtig mange områder, hvor fælleslivet ikke er opblomstret paradoksalt nok på trods af fællesanlæggene. Flere foreninger i mit nabolag har valgt ikke at give haverne til stuelejlighederne som en misforstået tolkning af begrebet ’lige ret for alle’. Med det resultat, at ingen bruger dem og at de i stedet står hen som døde pletter i byen. Et sigende udtryk for, at selv byboere kan få nok at det fælles rum, når fritiden skal plejes.

Det fælles liv blomstrer og vokser altså, så længe vi kan plante en hæk imellem dit og mit. Men så snart vi alle skal være fælles om det hele, forsvinder ejerskabsfølelsen og lysten til at bruge de små lommer – paradoksalt nok.