Ondt i bæredygtigheden

Den globale opvarmning er en menneskeskabt realitet, og menneskeheden må handle for at redde verden. Spørgsmålet er bare hvilke handlinger? En løsning er at vende helt og aldeles tilbage til naturen. Den modsatte løsning sætter sin lid til nye opfindelser og meget mere modernitet. Denne dualitet udgør en krumtap (for ikke at sige krumtappen) i bæredygtighedsdiskussionen. Her læses problemstillingen ud af en ny (og glimrende) skønlitterær roman.

Margaret Atwood er en canadisk forfatter (f. 1939), der gennem en menneskealder har berettet fra fremtiden. Den slags litteratur stemples i reglen ”science fiction”, men Atwood selv modsiger sig termen. I hendes optik er science fiction lig med fortællinger fra en fremtid, hvor der sker ting, som ikke er mulige i dag (underforstået såkaldte space-operaes og andet underlødigt rum-ramasjang). Modsat dette mener Atwood, at hendes egne bøger udspiller sig i mulige fremtidsscenarier og hun foretrækker prædikatet ”spekulativ fiktion”.

Ligegyldig hvilken betegnelse vi vælger, så skriver Atwood bøger, der tager fat i nutidige problemstillinger og spinder dem frem i tiden til de når deres logiske konklusion. Resultatet er fortællinger, der rummer lige dele forudsigelse og satire. Den kombination formår at sætte fingeren lige der, hvor det gør allermest ondt i samfundet. Og verden anno 2010 har uden tvivl mest ondt i bæredygtigheden.

Atwoods nyeste opus hedder ”The Year of the Flood” (2009) og handler på alle mulige måder om bæredygtighedens paradoks. Historien kort. En dødbringende menneskeskabt virus – omtalt som the Waterless Flood – har lagt størsteparten af menneskeheden i graven. Mao. lykkes det ikke mennesket at slå planeten ihjel, men mennesket slår til gengæld menneskehenden ihjel, hvormed planeten – i hvert fald for en stund – kan overleve som planet. På en af de sidste sider i romanen lyder det således :

”It is not this earth that is to be demolished: it is the Human Species. Perhaps God will create another, more compassionate race to take its place. For the Waterless Flood has swept over us – not as a vast hurricane, not as a barrage of comets, not as a cloud of poisonous gasses. No: as we suspected for so long, it is a plague – a plague that infects no Species but our own, and that will leave all other Creatures untouched.”

Kun enkelte individer overlever virussen. Deriblandt bogens to hovedpersoner; kvinderne Ren og Toby. I lange flashbacks følger vi på skift de to kvinder tilbage i tiden til før apokalypsen, hvor deres forhistorie overlapper hos kulten God’s Gardeners. Denne øko-kult har vendt ryggen til forbrugersamfundet, forsager moderniteten, dyrker deres egne afgrøder og lever i pagt med naturen helt derud, hvor det at træde på en bille er overlagt mord. I førrste omgang befinder både Ren og Toby befinder sig i den (noget) salvelsesfulde kult mod deres vilje (Ren er med sin mor, der har et kærlighedsforhold til en højtrangerende 'Gardener', og Toby er på flugt fra en voldelig galning af en voldtægtsmand). Siden svinder deres modvilje mod livet i haven og de indretter deres liv i den konsekvente økologis tegn.

Tilbage til rødderne
Et sted i handlingen fælder øko-kultens selvudnævnte leder, Adam One, følgende dom over mennesket: ”In our effots to rise above ourselves we have indeed fallen far, and are falling farther still; for, like the Creation, the Fall, too, is ongoing. Ours is a fall into greed: why do we think that everything on Earth belongs to us, while in reality we belong to Everything? We have betrayed the trust of the Animals, and defiled our sacred task of stewardship. God’s commandment to ”replenish the Earth” did not mean we should fill it to overflowing with ourselves, thus wiping out everythin else.”

Mennesket har sat sig selv over planterne, over dyrene, over alt andet jordisk og i sidste ende over Gud himself. Mennesket har begået hybris og derfor straffes vi. God’s Gardenes svar på klimaproblematikken lyder at sone synderne ved at vende ryggen til den menneskeskabte idioti og vende tilbage til de gode gamle dage. Svaret kræver ingen nytænkning, andet end den at menneskeheden skal sige farvel til de privilegier de sidste 300-400 års oplysning har medført. Løsningen på klimaproblematikken lyder altså som et kollektivt (forstået som hele menneskeheden) krav om at vende tilbage til rødderne.

Frem mod forløsning
Ca. midtvejs i Atwoods roman bliver læseren præsenteret for en alternativ og modsatrettet løsning. Ren’s mor, Lucerne, opgiver kærligheden og vender hjem til husbonden i the Compunds - det corporate kontrolleret forstadskvarter. Her bor middelklassen, forstår man. På sin første dag hjemvendt til civilisationen følges Ren med nabopigen Wakulla til skole: ”On the way to school; Wakulla said, What does your dad do, when did you get here, and so on, but she didn’t mention any cults; and I said, How do you like the school, who are the teachers, and that got us safely there. The houses we were passing were all different styles, but with solarskins. They had the latest tech in the Compounds, which Lucerne had pointed out a lot. Really, Brenda, they’re so much more truly green than those purist Gardeners so you don’t have to worry about how much hot water you’re using, and isn’t it time you took another shower.”

Den afsluttende moderlige reprimande er skrevet i satirens tegn, men man genkender den overordnede argumentation fra den daglige bæredygtighedsdebat. Det enkelte individs spartanske omgang med ressourcer hjælper intet. Løsningen skal derimod findes i nye og bedre måder at organisere det moderne liv på. En gizmo vil blive opfundet som tillader menneskeheden at holde forbruget kørende uden det af den grund går ud over planeten. Grundlæggende er holdningen solidarisk med oplysningsprojektet og tror på, at mennesket ved at tænke nyt og bedre kan opfinde sig ud af den krise mennesket opfindertrang indtil videre har skaffet planeten på halsen.

Bloggens genstandsfeldt
Bæredygtighedsdebatten er polariseret. På den ene side lyder løsningen fanatisk kollektiv askese, hvilket er lig med en komplet omlægning af det moderne menneskes selvforståelse og levevis. På den anden side er løsningen ren videnskab, der tillader det moderne menneske at fortsætte ud ad sporet uden at kigge sig tilbage. Sandheden ligger – som den har for vane – vel nok et sted midt imellem. Hvorom alt vil denne polarisering og det mellemliggende spektre være genstandsfelt for min aktivitet her på bloggen. 

Apropos blog så trækker Atwood også dér det længste strå: ”And the internet was just a jumble of false and true factoids that no one believed what was on it any more, or else they believed all of it, which amounted to the same thing.” Det kan man så tænke lidt over, mens man poster dette indlæg...