Gå du bare igennem…

I Berlin kan man gå igennem husene. Et verdensomspændende fænomen, jeg først rigtig lagde mærke til for nylig, da jeg på en lille ferie havde slået mig ned i den berlinske østblok.

Her var hele karréer af 50’er beton pakket ind i nyklassicistiske frakker tangerende til den historicistiske lagkagestil - et umiddelbart modstridende stileksperiment, der fik bydelen til at ligne en underlig blanding af ubestemmelig bagudskuende nostalgi og kølig rationalisme i kommunistiske magtdimensioner.
Et gennemgående træk ved de socialistiske boligbyggerier var brugen af søjler, de helt enkle af slagsen. Men i modsætning til inspirationsforlægget den græske antik, der brugte søjlegangene som facadevæg, var de her brugt til at skabe en gennemgang igennem husene. Frem for at skjule midteraksen, fremhævede søjlegennemgangene bygningens centrum ved at skære sig igennem bygningskroppen og skabe passage på tværs af de enorme beboelsesområder i en art stilmæssig anarki væk fra den passive bygningsfacade.
Nu har kommunistisk arkitektur det jo med at udbrede sig over utrolig arealer og højder og i modsætning til ideologien om folkestyre at hæve sig som tronende kejsere over pøblen. Og bygningsmassen langs Karl Marx Allee er ingen undtagelse. Men de endog forholdsvis store gennemgange i bygningernes midte, trækker alligevel et menneskeligt proportionsniveau ind og giver en slags åbning imod beboerne. De skaber et flow og sparer spadserende for lange omveje langs de rationelt anlagte boligmasser og gør bybilledet mere levende og dynamisk end områder med firkantede karreer placeret om et lukket gårdanlæg, som man f.eks. ser det mange steder i København.

Noget på den anden side
Forskellen imellem Friedrichshain og de københavnske baggårde er, at man i Berlin har opført enkeltstående bygninger uden den karré-sammenhæng, man ser her i landet. Går man igennem bygningen finder man offentlige parker og nye veje til nye steder.
Flere aktioner har den senere tid især i København aktioneret for åbninger af de lukkede karréer for at skabe en sammenhængende bylivsstruktur. Men én ting er adgang til fællesområder og smutveje i byen. En anden ting er afkrævning af adgang til fællesgårdene. De lukkede byrum her i landet har ofte en begrænset størrelse og bruges til at lufte unger i trygge rammer, og tvinger man en åbning af gårdrummene igennem, vil jeg vove at påstå, at beboerne mister deres forstørrede parcelhave og relative fornemmelse af sikkerhed med risiko for helt at fjerne livet bag facaderne.
En genvej igennem et 100 m2 gårdanlæg på Vesterbro giver ikke helt så meget mening som en gennemgang til en 5000 m2 stor park. Hvor man i Berlin kan gå igennem, kan man i København gå ind.

På opdagelse
For at finde en bedre sammenligning til kommunisternes sociale boligeksperimenter end de gamle baggårde, tog jeg er smut til Københavns nyeste bydel, Ørestad. Her svarer størrelsesforholdende sådan nogenlunde til de berlinske betonblokke, og megen kritik af det nye København går netop på den manglende forståelse for den menneskelige skala og begribelige dimensioner. Her er ikke mange huller i bygningerne.
Men, men ingen regel uden undtagelse, og BIGs seneste tilføjelse til Ørestaden, 8-tallet, er en fin demonstration på den gehlske tese om liv imellem husene. Den 8-tals formede bygning udstyres netop med en gennemgang i midteraksen, hvor de to kroppe samles i sløjfens knudepunkt. Knudepunktet skal skabe et 9 meter bredt liv imellem de to blokke og optræde som en naturlig passage i bybilledet - en passage imellem Ørestad og Fælleden, by og natur, ligesom der skal skabes et stort fællesareal til brug for beboerne. Her lever idéen om at bryde bygningskroppen og skabe liv imellem husene i bedste humanistiske velgående, og jeg glæder mig til at se det færdige projekt i aktion.
Passager i byen skaber overraskelser, og om de så er fyldt med liv eller hemmeligheder er en anden sag. Men jeg vil klart opfordre til at gå på opdagelse i foråret og opleve nye afkroge og gemmer væk fra gadens ramasjang.