Foto: © Diller Scofidio + Renfro, Mark Hansen, Laura Kurgan, Ben Rubin

NATIVE LAND Stop Eject

Native Land Stop Eject - Raymond Depardon, Claudine Nougaret, Paul Virilio, Diller Scofidio + Renfro, Mark Hansen, Laura Kurgan og Ben Rubin.

December er den dårlige samvittigheds måned. Vi kaster flittigt geder og kondomer efter de sultne børn i Afrika, og sidste år søgte flere end nogensinde om at dele gratis julemad ud til landets fattige herhjemme. Med COP15s indtog i Danmark til december er der endnu større grund til at svælge i den tunge skyldfølelse. Overalt kribler det frem med klimabudskaber på gavle og plakatsøjler, og den klimatiske korrekthed er ikke til at komme udenom, medmindre man er krøbet i hi med høreværn og skyklapper.

Kunsthal Charlottenborg har derfor slået sig sammen med FondationCartier om at vise udstillingen Native Land, Stop Eject i København. Native Land, Stop Eject består i hovedtræk af to kæmpe projektioner, der på hver sin måde viser globaliseringen og klimaforandringernes konsekvenser for verdens befolkninger og miljø. Det visualiseres, at vores verden ikke blot består af uafhængige nationer, men at vi er dybt afhængige af hinanden og globalt påvirkes af de samme fænomener. En flodbølge i øst kan betyde tørke i vest og en flugt mod nord.

Tal viser, at over 200 millioner mennesker i dag ikke bor det sted, de er født, og langt de fleste flytter til byerne. Det drejer sig altså om rundt regnet 3% af verdens befolkning, og tilflytningen til byerne er mere end fordoblet de sidste 25 år. Center for International Earth Science Information Network, Columbia University har påvist, at vi i 2007 for første gang nogensinde var flere i byerne end på landet.

Konsekvenserne af de massive tilflytninger er dog ikke ens verden over, for mens byerne på den sydlige halvkugle vokser, falder de nordlige byer i befolkningstilvækst.
Årsagerne er nok globale og skal løses internationalt, men fremtidens byer kan ikke planlægges efter den samme skabelon. Der er tale om forhold, som nok kan fornemmes rundt om i byerne i dag, men langt de fleste følger af klimaforandringerne og globaliseringen vil først opleves om en årrække. Uanset årsagerne må vi forholde os til, at vi samles i byerne verden over, og planlæggere må se længere ind i fremtiden end det nogensinde tidligere er forsøgt.

Udstillingen giver et indblik i, hvor forskelligt konsekvenserne af disse store menneskestrømme rammer. Et bud på fremtidens byplanlægning i Danmark kan være, at vi måske snarere skal tænke i diversitet end i størrelse for at imødekomme de kommende behov – vi bliver (måske) færre her i Nord, men befolkningssammensætningen bliver mere og mere broget.

NATIVE LAND Stop Eject kan opleves på Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, 1051 København K, 5. december 2009 til 21. februar 2010.

Læs mere her

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <ul> <ol> <li> <h3> <h4> <hr> <hr/> <p> <img> <br> <br/> <br /> <table> <tbody> <tr> <td> <sub> <sup>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Yderligere information om inddataformater

Om forfatteren

Billede af Eva Bjerring

Eva Bjerring

Gæsteblogger
stud.mag. moderne kultur og kulturformidling / kommunikation og formidling.
Se Eva Bjerring's profil

Seneste indlæg

Back to top-da