Foto: Silverb by me maya, June 17 2006, Flickr Creative Commons

Det er ikke en mirakelkur

Vi skal ikke lede efter en mirakelkur, når klimaforandringerne skal håndteres, understreger både Anthony Giddens og Nicky Gavron i nye ekspertinterview på bæredygtigebyer.dk. Både politikeren Gavron og sociologen Giddens, der de seneste år primært har beskæftiget sig med politik, har stærke synspunkter om hvilke politikker, der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. I interviewet med Giddens taler han om sin nye bog The Politics of Climate Change, hvor det centrale budskab er følgende:

"Klimaændringer er et meget meget anderledes politisk spørgsmål, end hvad vi tidligere har beskæftiget os med, fordi det primært er et spørgsmål om fremtidige risici. Det er meget svært for almindelige borgere at forholde sig til en abstrakt risiko i fremtiden, som lige nu ikke har indvirkning på deres hverdag. Og når det bliver synligt i deres liv, er det for sent at gøre noget ved det."

Han fortsætter med henvisninger til COP15 i København:

"Hvad de fleste almindelige mennesker gør er, at de skubber det ud af deres hverdag. Hvad de fleste politikere gør er, at de kommer med grandiose løfter, der ofte er uden reelt indhold. De laver internationale aftaler, men diskuterer aldrig, hvordan de vil gennemføre det i den nærmeste fremtid. Det er nemmere at diskutere, hvad man bør gøre i 2050, men meget vanskeligt at diskutere, hvad vi skal gøre de næste 2 - 3 år. Min opfattelse er, at problemet skal løses politisk. Politik og magt vil determinere, om vi kan mobilisere især de industrialiserede lande til at træffe tilstrækkelige foranstaltninger, som udviklingslandene så kan efterleve til et vist punkt."

Giddens og Gavron har mange ens synspunkter og ideer, som ikke nødvendigvis er banebrydende innovative ideer. Det mest banebrydende er, at idéerne har bevæget sig fra at være noget, som visse personer og grupper, der har arbejdet med spørgsmålene i årevis, har råbt ud i det tomme rum til pludselig at være en del af en magtfuld elites mening. Det har stor betydning. Jeg er ked af at sige det, men sådan er det. Og det er bestemt også vigtigt, at de begge understreger betydningen af visioner. Nicky Gavron udtaler sig blandt andet om, hvad politikere i dag har brug for:

"Først og fremmest skal de have visioner, en langsigtet vision for deres bys fremtid, så folk ved hvad de stræber efter. For det andet skal de være modige og have politisk vilje til at træffe vanskelige beslutninger. For det tredje skal de have gode politiske rammer til at gøre deres byer bæredygtige. Det er ikke en mirakelkur, men en systemisk forandring vi har brug for."

Og for gamle Giddens fans - de af os, der mener, at Modernitet og Selvidentitet (1996) er en af de meget vigtige bøger om det moderne samfund og de mennesker, der lever i dette samfund – er det ok at være en smule skeptisk. Hvad i alverden mener han, når han siger 'almindelige borgere'? Hvorfor laver han et 'Giddens paradoks' som et forsøg på at tage patent på diskrepansen mellem viden og handling, der har været et gennemgående tema i forståelsen af menneskelig adfærd i mange, mange år?

Alligevel - visioner, systemisk forandring og helhedstænkning bliver italesat af to magtfulde angelsaksere - og dét er en bevægelse fra mirakelkur til en systemisk forandring.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <ul> <ol> <li> <h3> <hr> <hr/> <p> <img> <br> <br/> <br /> <table> <tbody> <tr> <td> <sub> <sup>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Yderligere information om inddataformater

Om forfatteren

Billede af Malene Freudendal-Pedersen

Malene Freudendal-Pedersen

Mobilitetsekspert, cand. techn. soc. PhD
Se Malene Freudendal-Pedersen's profil

Seneste indlæg

Back to top-da