En amerikaner i København #7

Umiddelbart giver ovenstående billede nok ikke mening, men det vil det, hvis du læser videre…
Det lader til, at jeg omsider er nået til min sidste blog her på SustainableCities. For de, der er interesserede i at læse mine fremtidige blogs om bæredygtighed, deltager jeg i en blogging konkurrence i Europa de kommende par måneder, og linker til bloggen, så snart den går i luften. Jeg er godt klar over, at jeg har bevæget mig en smule ud af min arkitekturuddannelses felt i løbet af denne serie af ”En amerikaner i København”. Men jeg vil påstå, at det bebyggede miljø, vi lever i, faktisk ikke er formet ligeså meget af arkitekter, som det er af økonomi, regeringer, kulturelle fænomener, det naturlige miljø, og masser af andre faktorer. Så som arkitektstuderende, der undersøger, hvordan sådanne faktorer former de steder, vi lever i, og dermed former os selv, vil jeg gerne give mine vigtigste råd til hhv. Danmark og USA.

Som tidligere nævnt er jeg chokeret over manglen på etnisk diversitet i Danmark, og jeg tror, landet skal forbedre sig mest på lige netop dette område. Det lader til at mange danske borgere ikke forstår, at mennesker, der forlader deres hjemlande for at komme til Danmark gør det, fordi de foretrækker at være her frem for i der. Jeg mener langt fra, at Danmark er et helt og aldeles racistisk land, men mange års undervisning i amerikansk historie og litteratur har gjort én ting klart for mig: mennesker er ikke født racistiske. Én kultur begynder aldrig at foragte en anden ud af det blå. Der er måske en form for nysgerrighed eller forbehold de forskellige kulturer imellem, men fordomme og diskrimination er altid noget, der udvikles over tid. Hvis Danmark fortsætter i samme spor af frygt, kan landet løbe ind i noget af den samme modgang, som USA har oplevet. Lær af USA som USA lærer fra Danmark.

Og for mit eget lands vedkommende er det amerikanske folk nødt til at sætte deres lid til det politiske system. Jeg ved godt, jeg tidligere har sagt, at amerikanere bare bør betale mere i skat, men det var vist en simplificering af sagen, og jeg nåede ikke rigtigt ind til kernen i problemet. Der er andre måder at sætte sin lid til, støtte, og involvere sig i sin regering end at betale flere penge. Selvfølgelig er det vigtigt at betale skat, men som USAs præsident sagde i sin indsættelsestale, er "spørgsmålet vi stiller i dag ikke, hvorvidt vores regering er for stor eller for lille, men om den virker." Og den har ikke fungeret optimalt de seneste par årtier. Det lader til, at amerikanerne ikke har investeret nok tid i deres samfund, men i stedet brugt den på at arbejde med udsigten til at tjene flere penge. På den måde er vores drømme om at skabe en hæderværdig og langsigtet fremtid for os selv og vores børn blevet erstattet med drømmene om, hvad vi kan købe i den nærmeste fremtid: nye biler, store huse, overdådige festarrangementer, ture til Disneyland osv.

Så mit råd til amerikanerne i disse økonomiske krisetider er ikke bare at se passivt til, og ønske at have alle disse kortsigtede adspredelser. Kom ud af starthullerne og bliv oplyst om din regering og det sted, du bor. Det sted er måske ikke ligefrem Disneyland, men jeg kan forsikre, at det kan blive betydeligt bedre i forhold til, hvad det er i dag. Gå en tur i den by, du bor i, og tænk over hvilke ting, der kan forbedres. Deltag i borgermøder og læs nyhederne for at være opdateret omkring vigtige problemstillinger, som din by, amt, stat eller land står overfor. Tal med dine naboer om disse problemstillinger og udveksl ideer om, hvordan de evt. kan løses. Vælg ledere, som har en god forståelse af problematikkerne. Skriv til de valgte politikere hvorfor du er uenig i hans eller hendes synspunkt. Og frem for alt: Undersøg nye muligheder.

Jeg har sagt en masse store ord i løbet af disse blogs, og nu ved jeg, at jeg også skal leve op til dem. Når jeg vender tilbage til USA, venter der mig nogle store udfordringer, og jeg kan kun håbe, at jeg har nok viljestyrke til at møde dem. Én jeg respekterer dybt fortalte mig engang, at "når du er ung, tror du, du kan ændre verden, men jo ældre du bliver, jo mere indser du, hvor umuligt det er, og forstår alle de kræfter, der er ude af din kontrol." Der er uden tvivl en vis sandhed i dette udsagn. Men til dem, som er afskrækkede af disse tilsyneladende ukontrollerbare kræfter, vil jeg sige én ting: De er ikke uden for éns rækkevidde. Man udgør måske kun en enkelt pixel i et stort billede, men hvis den pixel lyser stærkt i mørket, kan den stadig blive bemærket. Fald bare endelig ikke fuldstændigt ud af billedet. Så længe du er i systemet, besidder du stadig kræfter, som kan ændre det. Billedet ovenfor er af vores verdens fremtid. Og den kan ikke skabes af nogen alene.