En amerikaner i København # 2

Penge i et bæredygtigt samfund
Jeg har på fornemmelsen, at dét at tjene penge ikke er nær så vigtigt for folk i København som i USA. Måske er det fordi, at danskerne værdsætter andre ting på deres arbejdsplads. Eller måske fordi regeringen kan kræve op til 65% af éns indkomst, hvilket tvinger folk til at finde andre bevæggrunde for at arbejde end lønnen i sig selv. Det kunne også være fordi, at danskere ikke behøver at bekymre sig om læge- og hospitalsudgifter eller om at skaffe penge til at sende deres børn på college.

Under alle omstændigheder tror jeg ikke, jeg er helt galt på den, når jeg siger, at én af grundene til at københavnere er i stand til at leve bæredygtigt er, at deres kultur er ikke så fikseret på at tjene, forbruge og investere penge. Her er ikke rigtigt nogen pendant til ’den amerikanske drøm’ - ingen forestilling om at arbejde sig vejen op fra at være en fattig arbejder til at blive en velhavende overklasseborger. Jeg siger ikke, at der er noget galt med at tjene penge eller ønske at forbedre sin økonomiske situation. Der kan bare være problemer forbundet med, hvad man gør med sine penge, når man først har arbejdet sig til tops i USA.

Den højeste skatteprocent man kan komme til at betale i USA er 46%, og det sker kun, hvis man tjener mere end $1 million dollars (5.372.098 DKR) om året i staten Californien. Så hvad gør man i USA med resten af sine penge, hvis de ikke går til staten? Man skal højst sandsynligt betale husleje eller afbetale lån, købe ind og betale lokale skatter. Men den typiske middel- og overklasse har for det meste nogle penge tilovers. Man kunne vælge at investere overskuddet og tjene flere penge, men hvad gør man så, når investeringerne giver afkast? Investerer man fortsat, sparer en formue op og forbruger ingenting? Til en vis grad mener jeg, at det ofte resulterer i, at folk køber ting de egentlig ikke har brug for; flere biler, fjernsyn i hvert rum, et gigantisk hus, en ubenyttet græsplæne til pynt, en kæmpe swimmingpool etc.

Udover at et sådant pengeforbrug ikke er bæredygtigt, er en endnu større tragedie måske tanken om, hvad pengene ellers kunne være gået til. Ting som ikke blot er mere bæredygtige, men som muligvis tilbyder en gladere livsstil. I stedet for den enorme ubrugte græsplæne kunne man have haft en park fyldt med smukke mennesker, lange joggingruter til motion, en legeplads til børnene og måske en zoologisk have eller et museum. I stedet for den klorfyldte swimmingpool kunne man have en offentlig strand overvåget af livreddere og igen masser af steder, hvor man kunne møde andre folk. Og i stedet for et kæmpe TV kunne man have et lokalt teater eller musikfaciliteter, som får én ud af huset og giver anledning til at fortælle naboen om oplevelsen. Ovennævnte er alle eksempler på ting, jeg har oplevet i København, og som jeg ved ikke var blevet ligeså gode uden ekstra skattekroner.

Jeg siger ikke, at alle amerikaneres ekstra penge går til investeringer og unødvendigt forbrug. Jeg kan i hvert fald stå inde for folk som mine forældre, der - for det meste indirekte - giver penge til velgørenhed og organisationer, de finder passende: drengespejdere, mit gymnasium, vores lokale kirke, min videre uddannelse osv. Det, jeg forsøger at sige er, at det nok ville gavne mit land og dets fremtidige generationer at overlade bare en lille portion af de penge, vi bruger på kommercielle ting, til regeringen. At stole på hvad vores politiske system kan udrette i stedet for at give pengene til de virksomheder, som producerer vores fjernsyn og biler. Når alt kommer til alt er fjernsynsproducentens opgave ikke andet end at producere fjernsyn, få folk til at købe fjernsyn og at undgå at gå konkurs. Producenten er ikke en instans med embedsmænd, man kan identificere sig med. Og de eksisterer ikke for at gøre mig eller kommende generationer glade og tilfredse. Jeg ved godt, at det er en lidt idealiseret vision af, hvad en regering bør repræsentere. Men jeg begynder at se tegn på, at det er muligt, jo længere jeg opholder mig i København…