Foto: Mette Bak Andersen, Hus og møbler skabt af genbrugsmaterialer

Copenhagen Forever

Copenhagen Forever er opstået som en reaktion på ”brug og smid væk”-kulturen, hvor produkter lynhurtigt mister deres nyhedsværdi og bliver erstattet af nyere modeller. I dag producerer hver europæer gennemsnitligt 3,5 tons affald om året, som bliver til astronomiske 1,3 milliarder tons affald årligt i EU alene. Dette tal inkluderer hverken affald fra industri eller landbrug.

Ideen bag Copenhagen forever er at skabe design af det affald, som byen producerer - meget på linje med Cradle to Cradle, der ser affald som en ressource i stedet for et problem. Copenhagen Forever er design fabrikeret i København af materiale genbrugt fra affald og biprodukter fra Københavns indbyggere, institutioner, handel, håndværk og industri. Copenhagen Forever design bliver skabt lokalt af lokal arbejdskraft og lokale materialer.

For en transportnørd som jeg er det især interessant at se, at der i Copenhagen Forever også bliver tænkt på transport som en del af produktionsomkostningerne. Mange af de varer vi forbruger i Danmark bliver produceret tusindvis af kilometer væk, hvor lønninger er lave og arbejdsmiljøkrav ikke-eksisterende. Dette kan kun lade sig gøre, fordi transportomkostningerne er så lave, at det ikke har betydning, hvor et fjernsyn eller en gummisko er produceret.

Copenhagen Forever design er produkter til hjemmet, arbejdet og det offentlige rum, men kan også tage form af udstillinger og events, som har til formål at involvere og informere københavnerne om potentialet i genbrug og recirkulering af materiale. Copenhagen Forever søger at sprede kendskabet til affald som råmateriale. Det er et forsøg på at bruge design som kommunikationsredskab til at informere og involvere københavnerne i den potentielle livscyklus af byens affald. Idéen er at nå til det punkt, hvor indbyggerne forstår værdien af deres affald og derfor sorterer det.

”Forever”-konceptet blev startet af den danske designer Mette Bak Andersen, som de sidste 5 år har boet og haft tegnestue i Barcelona. Hun startede i 2008 Barcelona Forever, igangsatte en række events og workshops og er på nuværende tidspunkt i gang med de første prototyper af produktdesign. Barcelona Forever samarbejder med kommunen, byens designskoler samt flere private firmaer og kooperativer. I København er målet ligeledes at finde støtte og samarbejdspartnere fra mange forskellige områder. Copenhagen X under Dansk Arkitektur Center har allerede givet forhåndstilsagn om at formidle projektet.

Forever konceptet arbejder for at gøre storbyer bæredygtige - miljømæssigt, økonomisk og socialt. Målet er at involvere så mange privatpersoner, organisationer, institutioner, firmaer og universiteter som muligt og derved at skabe en bred forståelse og et fælles ansvar for byens materielle livscyklus.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <ul> <ol> <li> <h3> <h4> <hr> <hr/> <p> <img> <br> <br/> <br /> <table> <tbody> <tr> <td> <sub> <sup>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Yderligere information om inddataformater

Om forfatteren

Billede af Malene Freudendal-Pedersen

Malene Freudendal-Pedersen

Mobilitetsekspert, cand. techn. soc. PhD
Se Malene Freudendal-Pedersen's profil

Seneste indlæg

Back to top-da