Brundtland rapporten: Vores fælles fremtid

I 1983 blev WCED - World Commission on Environment and Development (Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling) - skabt af FN for at håndtere en voksende bekymring for konsekvenserne af den accelererende nedbrydning af det menneskelige miljø og de naturlige ressourcer. Resultatet af WCEDs arbejde blev rapporten ’Our Common Future’ (Vor Fælles Fremtid). Rapporten blev hurtigt kendt som Brundtland-rapporten i anerkendelse af WCED's formand, Gro Harlem Brundtland.

Rapporten blev udgivet i 1987 og var den første, der fokuserede på global bæredygtighed. Den adresserer regeringer, virksomheder og frem for alt mennesker, hvis velfærd skal være et kerneelement for miljømæssige og udviklingsmæssige politikker. Den gav et omfattende overblik over de største globale miljømæssige kriser samt forslag til, hvordan disse problemer kan løses. Brundtland-rapporten placerede miljømæssige problemstillinger solidt på den politiske agenda med det mål at diskutere miljø og udvikling som ét og samme emne.

Rapporten samlede forskellige emner relateret til miljøproblemer og lancerede en omfattende vej til bæredygtighed, der inkluderede sociale, økonomiske, politiske/institutionelle og miljømæssige kriterier. Bæredygtighedskonceptet skabt af WCED er siden blevet anvendt og også videreudviklet i det løbende arbejde med bæredygtighed inden for forskellige felter. Brundtland-rapporten er derimod blevet kritiseret for at nedtone den sociale dimension ved bæredygtighed af organisationer, der arbejder for at fastholde den originale holistiske idé. Blandt disse er The Wuppertal Institute, der har bearbejdet Brundtland-rapporten yderligere.

Brundtland-rapporten og bæredygtighedskonceptet kan ses som et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring de foruroligende relationer mellem det menneskeskabte samfund og naturen ved at fokusere på institutionelle, økonomiske, økologiske og sociale aspekter. Bæredygtighed er dog ikke et klart defineret homogent koncept. Det er et komplekst koncept, som der i praksis ikke er konsensus omkring ud over de overordnede og forholdsvis brede principper.

Betegnelsen anvendes i dag ofte i daglig tale, men praktisk talt er bæredygtighedskonceptet aktivt re-designet til specifikke formål i en given tid og kontekst. Ikke desto mindre har fødslen af Brundtland-rapportens bæredygtighedskoncept påvirket miljølove og planlægning i en lang række lande.

Brundtland-rapporten og WCEDs arbejde lagde fundamentet for skabelsen af Rio Deklarationen, der blev til under 1992 Earth Summit (FNs konference for miljø og udvikling), bearbejdelsen af Agenda 21 og etableringen af FN Kommissionen for Bæredygtig Udvikling.